Traditionel jødisk historie og bibelske tekster inddelte dette semitiske folk i tolv stammer. I Jesu tid var kun to af stammerne tilstede i regionen, hvor Jesus prædikede, mens opholdsstedet for de resterende ti altid har været lidt af et mysterium. 

Det andet århundredes historiker Josefus skrev i sin bog om jødernes oldsager, at de ti stammer var ”hinsides Eufrat” i hans tid - øst for nutidens Irak og i datidens persiske imperium, der fortsatte ind i Indien.

Det er også bemærkelsesværdigt, at tidlig kirkehistorie dokumenterer eksistensen af et evangelium på hebraisk i Indien, hvilket også bekræfter israelitters tilstedeværelse i Indien. St Jerome (c 400 e.Kr.) skrev, at den lærde Pantaenus i det andet århundrede stødte på dokumentet under sine rejser. St Jerome skrev endvidere, at israelitterne i hans tid fortsætter med at leve i den persiske imperium.

Jesu mission var at nå ud til Israels fortabte stammer (eller ”får”), som anført i Mattæus 15:24. Det var derfor bydende nødvendigt for ham at migrere mod øst.

Massen af beviser for, at befolkningerne i Afghanistan, Nord-vest Indien (især Kashmir) og de tilstødende områder er af israelitisk herkomst, fortsætter med at vokse. Deres fysiske karaktertræk, sprog, folklore, skikke og højtider bevidner deres israelitiske arv. Vidnesbyrdene kommer også fra de navne, de giver til deres landsbyer, deres monumenter og gamle historiske værker.

Nogle genetiske pilotundersøgelser af folk i Indien, som den dag i dag kalder sig 'Bene Israel' eller 'Israels børn', bekræfter deres mellemøstlige oprindelse.