Det første århundrede e.Kr. var Nordindien et stort centrum for ikke kun hinduismen, men også buddhismen. Det israelitiske folk, som Jesus forkyndte til på disse områder, var en minoritet med deres jødiske praksis, men det er sandsynligt, at mange også antog de indfødte trosretninger som hinduisme og buddhisme.

Det er muligt at spore Jesu fodspor i disse lande fra nogle af disse tekster.

Nogle af hinduernes gamle bøger kaldes ’Purana'erne’. En bog, ’Bhavishya Maha Purana’ (skrevet på sanskrit) indeholder en beretning om en konge i Indien, Salivahana, som møder "Isa-Masiha" (Jesus Messias) – en religiøs personlighed af lys teint, der var en udlænding.

Buddhistiske tekster indeholder en profeti om en fremtidig Buddha, en bodhisattva, der benævnes ’Bagwa Metteyya' – en Pali sætning, som bogstaveligt betyder ’af lys teint’, eller ’hvid rejsende’. Den etymologiske lighed af ordet ’Metteyya’ med ’Messias’ er etableret og én betydning af ordet ’Messias’ er ’rejsende’.

Eftersom ”kristendommens sol” steg i Indien med Jesus' personlige komme i området, blev meget af Jesu lære sammenvævet med Gautama Buddhas lære. Selv visse lignelser i Det Nye Testamente blev tilskrevet Buddha, så som lignelsen om sædemanden, som findes i buddhistiske tekster.

Det er blevet foreslået, at ordet Yuz Asaf, navnet på personen begravet i Kashmir, stammer fra ’Buddha Asaf’, eftersom Jesus ville have været medtaget i den buddhistiske panteon af helgener. Udtrykket ville således betyde en Buddha, der samlede mennesker, eller forenede flokken med den sande tro.