I det følgende forklares Ahmadi muslimers tro og lære, der er baseret på Hadhrat Mirza Ghulam Ahmads, bevægelsens stifters påstande og argumenter.

Mit formål med dette er at overlevere det budskab til dig og andre i dag, som Gud har skænket til menneskeheden igen, for at samle den omkring islam og den hellige Profet Muhammad (må Guds fred og velsignelse være over ham).

En ting, som jeg fra begyndelsen gerne vil gøre klart, er, at navnene Ahmadi og Ahmadiyya ikke peger imod en ny religion. Ahmadier er muslimer, og deres religion er islam. Den mindste afvigelse fra den betragtes som forkert og nedværdigende. Det er sandt, at vi har antaget navnene Ahmadi, Ahmadiyya bevægelsen og så videre. Men at tage et navn er ikke det samme som at antage en ny religion. Navnet er blot en tilbagevenden til den hellige Korans religion. Dette blev fremsat under guddommelig vejledning af Ahmadiyya-bevægelsens stifter. Navnene Ahmadi og Ahmadiyya er kun brugt for at skelne Ahmadi muslimer fra andre muslimer, og deres fortolkninger fra andre fortolkninger af islam.

Muslimer er det navn, som Gud Selv gav til den hellige Profets tihængere, og som længe før var blevet skænket en værdig plads i de tidligere profeters åbenbaringer.
Derfor siger den hellige Koran:
[Arabisk tekst ind her]

”Han (Gud) gav jer navnet muslimer før, ligesom nu.” (22:79)
Og i Bibelen: ”Du skal få et nyt navn, som Herren Selv bestemmer.” (Esajas, 62:2)

Intet navn kan være mere velsignet end det navn, som Gud Selv valgte for Sine tjenere, og som Han tillagde betydning ved at lade andre profeter profetere om det. Hvem vil opgive dette navn?
Det er os mere dyrebart end vor liv. Vor religion islam, som Koranen omhandler, er for os den eneste religion, den eneste kilde til åndeligt liv.

Men eftersom forskellige grupper af muslimer i vor tid, af respekt for deres specielle tro og livssyn, har antaget forskellige navne, er det vigtigt for os at gøre brug af et navn, som kan skelnes fra de andre. Det bedste navn, vi kunne antage, var navnet Ahmadi eller Ahmadiyya. Dette navn har en særlig betydning for vor tid. Det er vor tid, som er fastsat til udbredelsen af den hellige Profets universelle budskab over hele verden. Dette er tiden til udbredelse af Guds lovprisning og til udbredelse af viden om Hans gavmildhed og skønhed. Dette er tiden, hvor Ahmadiyyas velsignelser skal manifesteres, ligesom det allerede er sket ved Muhammadiyya. Vi kunne ikke have antaget et bedre navn.

Vi er muslimer af hjerte og sjæl. Vi tror på det, som en sand muslim skal tro på, og fornægter det, en sand muslim skal fornægte. Hvis nogen, på trods af vor oprigtige hengivenhed til islams sandhed og det at vi overholder Guds befalinger, kalder os vantro eller kufr og beskriver os som fornyere eller hævder, at vi tror på en ny religion, er de ukærlige og onde. De er alene ansvarlige for dette over for Gud. Et menneske kan måske blive anklaget af mennesker for det, der kommer ud af hans mund, ikke for det hans hjerte rummer. For hvem kan sige, hvad der er i et menneskes hjerte? Hvis et menneske anklager et andet for at sige et og tro noget andet, sætter han sig i Guds sted. Kun Gud ved, hvad der er i menneskets hjerte. Kun Han kan sige, hvad et menneske tænker og tror. Den hellige Profet rummede også denne menneskelige begrænsning, og dog, hvem kunne kende et andet menneskes hjerte bedre end ham? Han siger:
[Arabisk tekst ind]

”Blandt jer er der dem som bringer deres stridigheder til mig. Jeg er lige så meget et menneske som I er. Det er muligt at der blandt jer er nogle der formidler jeres sag bedre end andre. Hvis jeg således giver til en hvad der tilkommer en anden, giver jeg ham noget af ilden. Det er op til ham at sige nej.” (sahih-al-Bukhari, Kitabul Ahkam, kapitel Mauizatul imam)

Vi læser i traditionerne, at Usama bin Zaid blev udnævnt som leder for en gruppe af den hellige Profet. Usama kæmpede med en ikke troende under et slag. Da den vantro var ved at blive slået ihjel, reciterede han trosbekendelsen (Kalima), idet han erklærede sin tro på islams sandhed. Alligevel dræbte Usama ham. Da den hellige Profet hørte dette, bebrejdede han ham det. Til sit forsvar sagde Usama: ”O Guds Profet, han udtalte det af frygt,” til hvilket den hellige Profet svarede: ”Nå! Sønderdelte du da hans hjerte for at se om han talte sandt?”

Det er ikke givet almindelige dødelige at se, hvad der foregår i menneskers hjerter. Derfor var det ikke Usamas afgørelse at gætte sig til, om denne mands erklæring skyldtes frygt eller overbevisning.

Derfor kan vi måske blive dømt for, hvad vi erklærer, og ikke for hvad der måske er i vore hjerter. Kun Gud ved, hvad der er i vore hjerter. Den, som hævder at kunne dømme en anden for, hvad der er i hans hjerte, overskrider Guds grænser og er ansvarlig over for Gud for sin overskridelse.

Så mens vi i Ahmadiyya bevægelsen erklærer os selv som muslimer, har ingen ret til at sige, at vores tro er indbildt, at vi af hjertet fornægter islam eller fornægter den hellige Profet, at vi tilslutter os en ny Kalima eller benytter os af en ny bederetning (Qibla) i vore bønner.


Ahmadi muslimers tro
Hermed følger Ahmadiyya bevægelsens grundlæggende holdninger, så det kan vurderes, om nogen af dem er i modstrid med islam:
· Vi tror på, at Gud eksisterer; at hengive sig til troen på Hans eksistens er at bekræfte den største sandhed; det er ikke at følge en illusion eller overtro.

· Vi tror på, at Gud er én. Han har ingen partner hverken her eller i himlen. Alt andet er Hans skabelse, der er afhængigt af Hans opretholdelse. Han har ingen søn, datter, far, mor, hustru eller brødre. Han er i sig Selv enestående.

· Vi tror på, at Gud er hellig, fri for alle mangler og fuldkommen. Hans magt er uendelig, ligeså er Hans viden. Han er Altomfattende. Han er den Første og den Sidste, den Synlige og den Skjulte, Skaberen og Herren over al skabelse. Han har aldrig været magtesløs og vil heller aldrig være det hverken nu eller i fremtiden. Han er den levende, udholdende og udødelige. Hans handlinger er ikke tvungne men frivillige. Han hersker over verden i dag, som Han altid har gjort. Hans egenskaber er evindelige. Hans magt er altid synlig.

· Vi tror på, at englene er en del af Guds skabelse. De følger Koranens love – de gør hvad de bliver befalet. De er blevet skabt af Hans viden til udførelse af bestemte pligter. Deres eksistens er virkelig, og henvisningerne til dem i den hellige Bog er ikke billedlige. De er afhængige af Gud på samme måde, som mennesker eller Hans andre skabninger er det. Han er ikke afhængig af dem for at synliggøre Sin magt. Havde Han villet det, havde Han skabt universet uden engle, men Hans fuldkomne visdom ville deres skabelse, så englene blev til. Gud skabte lys for øjet og brød til maven. Han skabte ikke lys og brød, fordi Han havde behov for det, men fordi mennesket havde behov for det. Englene åbenbarer kun Guds Vilje og Visdom.

· Vi tror på, at Gud taler til Sine udvalgte tjenere og åbenbarer dem Sin hensigt. Gud sender Sine åbenbaringer i ord. Modtageren bestemmer hverken betydningen eller åbenbaringens ord. Begge dele kommer fra Ham. Åbenbaringen forsyner mennesket med rigtig næring. Mennesket lever af det, og gennem det får mennesket kontakt med Gud. Ordene, som rummer en åbenbaring af Gud, er enestående i deres styrke og majestæt. Intet menneske kan opdigte sådanne ord. De bærer skatte af viden og visdom. De er som en mine, jo dybere du graver, jo mere værdifulde sten finder du. Sandelig, en mine er ingenting sammenlignet med åbenbaring. En mine kan blive udtømt, men ikke åbenbaringens visdom. Åbenbaring er som et hav med en duftende overflade og en seng bestrøet med de mest værdifulde perler. De, som kun ser overfladen, nyder duften af overfladen, og de, som dykker dybt, finder perlerne nedenunder. Der findes mange slags åbenbaring. Nogle gange indeholder den forordninger og love, andre gange formaninger. Nogle gange bringer den viden om det usete, andre gange viden om åndelige sandheder. Nogle gange bringer den Guds gode vilje og billigelse, andre gange Hans misbilligelse og vrede, nogle gange Hans kærlighed og anseelse, nogle gange advarsler og formaninger. Nogle gange lærer den noget om moral, andre gange om Hans indsigt i den skjulte ondskab. Vi tror kort sagt på, at Gud videregiver Sit budskab til Sine tjenere. Disse budskaber varierer alt efter omstændigheder og modtagerens åndelige status. Af alle guddommelige budskaber er Koranen den mest fuldkomne, den mest fuldendte, og den mest altomfattende. Lovene, der er nedfældet i den hellige Koran, og den åndelige vejledning den indeholder, er evig. De kan ikke afløses af nogen fremtidig åbenbaring eller kommunikation fra Gud.

· Vi tror også på, at når mørket er fremherskende i verden og mennesker synker dybere ned i synd og ondskab, vil det være svært for dem at slippe fri fra satans greb uden Guds hjælp. Da vil Gud af Sin barmhjertighed og nåde vælge nogle blandt Sine hengivne og loyale tjenere til at retlede verden. Gud siger: ”Og der er ikke nogen mennesker, som ikke har haft en advarer.” (Den hellige Koran, 35:25). Dette betyder at Gud har sendt Sine sendebud til alle folkeslag i verden. Deres rene liv og deres fuldkomne eksempel tjener som retledning for andre mennesker. Gennem dem åbenbarer Gud Sin vilje og Sit formål. De, som vender sig bort fra dem, nedgør sig selv. De, som vender sig mod dem, opnår Guds kærlighed. Dørene til Hans velsignelser bliver åbnet for dem. Hans nåde og velsignelse bliver skænket dem. De bliver åndelige lærere for kommende generationer og opnår værdighed i denne verden og i den næste.

· Vi tror også på, at guddommeligt sendte sendebud, som i fortiden har hjulpet menneskeheden ud af mørket og ondskaben, har tilhørt forskellige niveauer af åndelig værdighed og i forskellige grader udført den guddommelige hensigt, som bestemte deres komme. Den største af dem var den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham). Gud har beskrevet ham som, ”den bedste blandt mennesker, et sendebud til hele menneskeheden”. Gud gav ham viden om det gode og onde, og velsignede ham med Sin hjælp. De mest magtfulde ledere i verden skælvede af ærefrygt for ham. Hele jorden var ligeså hellig for ham som en moske. Den tid kom, da man kunne finde hans efterfølgere spredt over hele verden. Overalt var der troende som bøjede sig for den eneste Gud, Som ikke har nogen lige. Retfærdighed begyndte at herske i stedet for uretfærdighed, kærlighed i stedet for ondskab. Hvis de tidligere profeter havde levet på den hellige Profets tid, havde de været nødt til at adlyde og følge ham. Sandt nok står der i Koranen: ”og husk den tid, hvor Gud gennem profeterne tog et løfte fra menneskene, og sagde: ’hvad Jeg end giver jer af Bogen og visdommen og der så kommer et sendebud til jer der fuldbyrder det som er hos jer, skal I tro på ham og hjælpe ham.”(3:82). Den hellige Profet har selv sagt:

· ”Hvis Moses og Jesus levede i dag, havde de måttet tro på mig og følge mig.”(Tafsir Ibn-i-Kasir, Vol. 2, s. 246).

· Vi tror også på, at Gud hører de bedendes og tjenernes bøn. Han hjælper dem ud af vanskeligheder. Han er en levende Gud, Hans levende tilstedeværelse er åbenbar i enhver situation og til enhver tid. Den vejledning, som kommer fra Gud, er ikke som stilladset vi bygger for at lette gravningen af en brønd, som efter brug bliver tilintetgjort, idet det ikke mere er til nogen nytte. Vejledningen, som kommer fra den Levende Gud, er som lyset, uden hvilket man ingenting kan se; den er som sjælen, uden hvilken alt vil forblive dødt. Borttag sjælen, og vi vil kun være livløse masser. Det er ikke sandt, at Gud skabte verden og derpå kun valgte at se på. Han fortsætter med Sin gavmilde og kærlige omsorg for Sine tjenere og skabninger. Når de føler sig ydmyge og svage, vender Han sig til dem med Sin hjælp. Hvis de glemmer Ham, minder Han dem om Sig Selv, og gennem Sine specielle budbringere beroliger Han dem ved at sige:

”Jeg er sandelig nær. Jeg besvarer den ydmyges bøn, når han beder til Mig. Så at de skal lytte til Mig og tro på Mig for at de må gå den rette vej.” (Den Hellige Koran, 2:187)

Dette betyder, at Gud hører menneskenes bøn. Det er op til mennesket at tro på Ham og bede til Ham. Hvis de gør det, vil de modtage Hans vejledning.
· Vi tror også på, at Gud fra tid til anden beslutter og afgør tingenes gang på bestemte måder. Denne verdens begivenheder er ikke fuldkommen bestemt af naturens love. Bortset fra disse love, er der bestemte love, gennem hvilke Gud åbenbarer Sin magt, Sin omsorg og Sin hensigt. Det er disse bestemte love, som udgør beviser for Guds vilje magt og kærlighed, men som mange af ren uvidenhed afviser. Sådanne mennesker tror kun på naturens love og intet andet. Dog er naturens love kun naturens love og ikke Guds love. Guds love er de, hvor Gud hjælper Sine udvalgte, dem som Han elsker; gennem dem nedgør og ødelægger Han Sine venners fjender. Hvis der ikke eksisterede sådanne love, hvordan kunne den svage og venneløse Moses så have sejret over en ond og magtfuld Farao? Kunne Moses have sejret og Farao tabt, når Moses var svag og Farao stærk? Hvis der ikke fandtes andre love end naturens love, hvordan kunne den hellige Profet da have sejret i Arabien, som var fast besluttet på at gøre en ende på ham og hans mission? I enhver kamp hjalp Gud den hellige Profet og lod ham sejre over sine fjender. Ethvert af fjendens angreb resulterede i et nederlag, og til sidst vendte han tilbage til det sted med titusinde hellige, hvor han var blevet nødt til at flygte fra i selskab med en eneste altopofrende ven. Kan naturens love redegøre for sådanne begivenheder? Kan de tillade sådanne ting? Naturens love garanterer kun den stærkes overlevelse kontra den svages - og omvendt, den svages nederlag over for den stærke.

· Vi tror også på, at døden ikke er afslutningen på menneskers eksistens. Mennesket overlever døden og skal redegøre for sine handlinger i det hinsides. De, der øver gode gerninger modtager gode belønninger. De, som går imod Hans lære og bud, møder straffen som fortjent. Intet kan undslippe dommens dag. Mennesket må overleve og stå ansigt til ansigt med den. Et menneske kan blive brændt til aske, og asken kan blive spredt i luften. Det kan blive spist af fugle, dyr eller orme eller blive forvandlet til støv, som kan blive ændret til noget andet. Mennesket vil ikke destro mindre leve efter døden og møde sin Skaber for at redegøre for sine handlinger. Guds magt sikrer menneskets overlevelse. Det er ikke nødvendigt at menneskets krop forbliver ubeskadiget, for at den menneskelige sjæl skal overleve. Gud har magten til at genskabe mennesket fra den mindste partikel eller atom af dets sjæl eller skabning. Det er sådan, det vil ske. Kroppen kan blive reduceret til aske, men asken behøver ikke at blive til ingenting. Ej heller kan sjælen, som bor i kroppen, blive til ingenting. Ikke uden Guds vilje.

· Vi tror på, at de vantro og fjender af Hans åbenbarede vejledning vil være et sted kaldet helvede, hvis de ikke tilgives af Hans grænseløse barmhjertighed. Ekstrem varme og kulde vil være straffen skænket på dette sted. Men formålet med dette vil ikke være at straffe beboerne på dette sted, men at reformere dem. I helvede vil Guds fjender og de vantro tilbringe deres dage i jamren og elendighed i fortrydelse over dage tilbragt med ondskab. De vil fortsætte med det, indtil Guds barmhjertighed, som er alt omfattende, vil omfatte de onde og deres ondskab. Da vil Guds løfte, som den hellige Profet bekendtgjorde, blive opfyldt.

”der vil komme et tidspunkt hvor ingen vil være tilbage i helvede; vinde vil blæse og helvedes døre og vinduer vil klapre tilbage på grund af de blæsende vinde.” (Tafsir Maal Imut Tanzil, under vers 11:107).
· Vi tror på, at de - som tror på Gud, Hans sendebud, Hans engle og Hans bøger, - som bekræfter vejledningen som kom fra Gud med deres hjerte og sjæl, - som går i ydmyghed og fornedrer sig selv i Hans tilstedeværelse, - som bor som de fattige, selvom de måtte være rige, - som tjener menneskeheden og ofrer deres goder for andre, - som afholder sig fra alle mulige udskejelser, had, ondskab, og overtrædelser, - som er forbilleder på menneskelig godhed - disse mennesker vil drage til et sted kaldet Paradis. Fred og velbehag vil herske på dette sted. Smerte vil ikke eksistere. Guds velbehag vil være vundet af ethvert menneske. Gud vil være til stede for alle, Hans universelle nåde vil omfatte alle. Så nær vil Gud være, og så bevidst vil alle blive om Hans eksistens og tilstedeværelse, at alle vil være som et spejl, der reflekterer Hans egenskaber. Alle former for menneskeligt begær vil forsvinde. Menneskets ønsker vil være Guds ønsker. De vil have opnået evigt liv, og enhver vil genspejle sin Skaber.

Dette er vores tro. Hvis der er noget som helst andet man skal tro på, før man kan tilslutte sig islam, har vi ingen viden derom. Islams lærde foreskriver intet andet. Vi bekræfter alle islams trosartikler og kalder dem vor tro.