Bøn

Tilbedelse er fælles for alle religioner. Det er kun måden og stilen, der er forskellige. Det unikke i den islamiske bøn er, at den indeholder stiltræk fra andre religioners måde at bede på. Nogle mennesker beder stående og andre siddende. I nogle religioner ihukommer folk Gud ved at knæle for Ham, mens andre bøjer sig ned for Ham. Nogle står over for Ham med foldede arme og andre med armene hængene langs siden. Kort sagt er der ingen måder at bede på, som er fælles for religionerne. Det er midlertidig gribende at se, at islam vejleder sine tilhængere om bønnen så omfattende, at alle andre religioners stillinger under bønnen findes i den islamiske bøn. Dette synes at være endnu et skridt i retning af bebudelsen af en universel religion.

Bøn og tilbedelse i islam er et meget højt udviklet system, der dækker ethvert menneskeligt behov. Det bør først og fremmest erindres, at formålet med tilbedelse ikke blot er at bøje sig for et højere væsen og hylde Hans storhed, som om Gud kun skabte mennesket for at tilfredsstille Sit eget egoistiske ønske om at blive tilbedt. Alle de formål, der er nævnt i forbindelse med filosofien bag tilbedelsen og den måde som en muslim skal udføre sin bøn på, gør det klart, at det er den, som tilbeder, der drager nytte heraf, og det kan på ingen måde betragtes som en tjeneste over for Gud. Den hellige Koran erklærer, at Gud ikke har brug for menneskers lovprisninger. Hans ophøjethed er så stor og Hans karakter så ædel, at Hans skabningers lovprisninger ikke kan føje noget til Hans ædelmodighed og Hans majestæt. Islams hellige Profetsa sagde engang, at såfremt hele menneskeheden vendte sig fra Gud, og de alle begik de værst tænkelige synder, ville det ikke formindske Hans universelle ophøjethed med så meget som det vand, der er tilbage på en spids nål, man har dyppet i et vældigt hav. Det vand, der er tilbage på nålen vil have en større fylde end den ære menneskehedens synder vil kunne fratage Gud.

Tilbedelse er således kun foreskrevet i den hellige Koran til gavn for den, der tilbeder. Det er et stort emne og vi kan kun nævne få punkter, der omhandler dette fra den hellige Koran og traditionerne fra islams hellige Profetsa.

Ihukommelse af Gud og eftertænksomhed vedrørende Hans egenskaber under bønnen hjælper mennesket til at lutre sin ånd og bringe den mere i harmoni med Guds væsen. Det er det centrale i den islamiske bøn. Menneskets blev skabt i sin Skabers billede, og det må altid stræbe efter at opnå nærhed til Ham. Dette er den ultimative lære vedrørende storhed. De, som træner sig selv i at tænke som Gud og handle som Ham inden for den menneskelige sfæres begrænsninger, forbedrer konstant deres relationer til alle andre mennesker og selv til andre former for liv.

Udtrykt gennem menneskelige begreber kan det bedre forstås som en moders holdning til sine børn. For den, der har opnået sand nærhed til en moder, vil naturligt også holde af alt det, der er moderen kært. At antage en skabers holdning  er ligesom at antage en kunstners holdning til sit værk. Det er umuligt for én at være Gud og distancere sig fra Hans skabninger. Det ord, der er brugt for tilbedelse i Koranen, er igen afledt af et ord, som er væsentligt forskelligt fra de ord, der er brugt i andre religioner. Ain, Be, Dael (”A,” ”B,” ”D,”) er de tre bogstaver, der danner roden, hvis grundbetydning er slaveri eller underkastelse. Ligesom en slave, der mister alt til sin herre og følger ham i alle henseender, så må den bedende i islam gøre det samme i forholdet til Gud. Infinitiven, der er brugt for tilbedelse, har bibetydningen at følge i en andens fodspor. Dette er det ultimative i efterligningen af Guds egenskaber. Den hellige Koran siger også:

Thi bønnen holder visselig (mennesket) borte fra skændige tanker og åbenlyst ondt.

Sura Al-Ankabut (29:46)

Dette vers har både en positiv og negativ betydning, som begge er meget væsentlig til fremme af den fuldkomne menneskelige adfærd. I sin negative betydning betyder det således, at bønnen hjælper den bedende ved at frigøre ham fra alle former for synder. I sin positive betydning vejleder den mennesket til at redefinere sin karakter og forædler dets egenskaber så sublimt, så det bliver kommunikation med Gud værdigt.

Et andet område, som er af stor betydning i den forbindelse, er den rolle som tilbedelsen spiller for sjælens udvikling. Ifølge islam kan enhver menneskelig sjæl i forbindelse af det fysiske legeme sammenlignes med at barn i livmoderen. At føde et sundt barn kræver mange påvirkninger, der overføres fra moderen til fosteret og på et senere stadie til barnet. Hvis moderens påvirkning af fosteret er usund, vil barnet have medfødte lidelser, hvis de er sunde, vil barnet have et fuldkomment helbred. Af alle påvirkningerne, der arbejder hen imod skabelsen og udviklingen af den menneskelige sjæl, er bønnen den største enkeltfaktor.

Den islamiske bøn indeholder en så dybtgående lære, hvis lige ikke kan findes  blot i en brøkdel af andre religioner. Islam pålægger bøn både i forsamlinger og individuelt. Bønner i forsamlinger bliver afholdt på en måde, der er overraskende velorganiseret  og meningsfyldt.

Der er en leder, som leder forsamlingen under alle sådanne bønner. Denne leder er ikke en ordineret præst; enhver som folk anser værdig til denne opgave, kan blive valgt som ’imam’. Forsamlingen bliver formanet til at stille op i fuldkommen lige rækker bag imamen, den ene bedende står tæt ved den anden, skulder ved skulder uden afstand mellem dem. De følger imamen fuldkomment i alt, hvad han gør. Når han bøjer sig, bøjer de sig også, når han står op, står de også op. Når han bøjer sig dybt ned, gør de det også. Selv hvis imamen begår en fejl og ikke retter den efter en påmindelse, må alle følge ham. At stille spørgsmål til imamen er ikke tilladt. Alle vender sig, uden undtagelse, mod det første bedehus, som nogensinde blev bygget til menneskehedens gavn. Det er ikke tilladt for nogen at reservere en bestemt plads bag imamen. I den forbindelse behandles rige og fattige absolut ligeligt, hvilket også gælder ældre og unge. Den, der kommer til moskéen først, har ret til selv at vælge sin plads. Ingen har ret til at flytte andre fra deres plads undtagen af sikkerhedsårsager osv., hvor sagen bliver en administrativ forholdsregel. Systemet omkring den islamiske bøn er således ikke blot rigt på åndelige regler, men også på fælles og organisatoriske regler.

Alle moskéer besøges fem gange om dagen, en opgave, der kan synes for krævende for den almindelige iagttager. Dette aspekt skal uddybes yderligere for at give et mere omfattende billede af den fælles bøns rolle i den muslimske hverdag. I et ideelt muslimsk samfund, hvor der er moskéer inden for enhver borgers rækkevidde, vil den fælles bøn fem gange om dagen naturligvis blive en sædvane i alle muslimers hverdag. Middagsbønnen, der som regel er mere problematisk at nå, udføres under middagspausen i muslimske samfund. Middagspausen er således ikke blot en spisepause, men udvides lidt for også at give mulighed for, at man kan udføre bønnen. Den næste bøn efter middagsbønnen er eftermiddagsbønnen, som siges næsten umiddelbart efter arbejdsdagens afslutning, derefter er ingen bøn tilladt før efter solnedgang. Tiden mellem disse to bønner tilbringes med udendørs aktiviteter såsom sport, indkøb, spadsereture, besøg hos venner og familie osv. Det er et afslappende tidsrum, hvor bønner nærmest er forbudte undtagen når Gud stille ihukommes, hvilket er et alment forhold hos nogle troende. Efter solnedgang – natten begynder for den troende med bønnen ved solnedgang – er det igen tid til at slappe af, spise osv. Det er blevet nat, før man går til ro efter den sidste bøn, som kaldes isha. Det frarådes at være vågen efter isha bønnen optaget af sladder og småsnak osv.

Muslimer opmuntres til at gøre det til en vane at gå tidligt i seng og at stå tidligt op. Dagen, det vil sige næste morgen, starter sædvanligvis før det tidlige morgengry. Bønnen, som siges ved nattens afslutning, kaldes tahajjud. Den er ikke obligatorisk, men er en højt prioriteret frivillig bøn. Daggryet er tidspunktet for morgenbønnen, som kaldes al-fadjr. Frivillige bønner tilrådes af klare årsager ikke mellem fajr og solopgang. Så til zuhr, middagsbønnen. I perioden mellem fajr og zuhr siges kun to frivillige bønner, derudover forventes det, at dette tidsrum tilbringes med almindelige hverdagsaktiviteter.

Iagttages den islamiske institution vedrørende bøn fra en anden vinkel, er det interessant at bemærke, hvor velorganiseret, disciplineret og omfattende den er. Der er bestemte fælles bønner, hvor koranrecitationen foregår med høj stemme i en halvt syngende tone, som dog ikke er sang, men som har en rytmisk tone, der er særlig gennemtrængende. Den hellige Profetsa tilrådede, at der burde være en skygge af bedrøvelse i den tone, som Koranen reciteres med, dette gør den mere rørende, og versenes betydning synker dybere ind i hjertet. Ved andre bønner, især de to om eftermiddagen er der ingen højlydt recitation, hvilket passer godt ind i tidsrummets almindelige stemning. Selv fuglene afstår fra at synge i de sene eftermiddagstimer og der er en almindelig stilhed i luften, ovenover larmen fra det normale arbejde. Bønnerne om morgenen, efter solnedgang og ved nattens komme er alle karakteriseret ved recitation af koranversene i en syngende tone.

Bønnen kan yderligere deles ind i to kategorier. Ligesom den fælles bøn er vigtig, er den individuelle bøn også højt prioriteret. Ved den fælles bøn ærer samfundet Gud kollektivt og åbenlyst. Ved de individuelle bønner bliver det private understreget, og der bør ikke være forsøg på at vise disse bønner for andre. Ligeledes udføres den sene nattebøn fuldkommen privat. Familiemedlemmerne forsøger at finde deres egne nicher og selv mand og hustru prøver at sige deres bønner hver for sig, på den måde bliver kommunikation med Gud yderst personligt.

Det må siges, at de fem daglige bønner som institution har fungeret yderst godt i over fjorten hundrede år, til at beskytte og bevare denne hellige institution. Moskeerne har været grundpillen til at holde denne ædle institution i live. De tjener også som uddannelsescentre for unge og ældre, og gennem historien har de spillet en særdeles fremtrædende rolle vedrørende religiøs undervisning og vejledning.

Bedesteder i islam, hvad enten de er til fælles eller individuel brug, bliver holdt omhyggeligt rene. Det forventes, at alle tager skoene af, før de træder ind sådanne steder. Selvom bedende ved enhver bøn skal røre gulvet med sin pande, nogle gange for en kort periode og andre gange i længere tid, er det overraskende, at ingen hudsygdomme er blevet overført fra pande til pande i det muslimske samfund. Nogle vil tilskrive dette den høje standard af renlighed og andre Guds velsignelse, men dette er en fastslået kendsgerning.

Hvad angår bønnens indhold, er der to typer:

Som vi fuldt ud har vist i det ovenstående, er den islamiske bøn en højt udviklet institution, hvor den enkelte pålægges at bede fem gange om dagen, både individuelt og sammen med andre. Den islamiske bøn spiller således en vigtig rolle i en muslims liv og i individets åndelige og moralske udvikling.

At give ud for Guds sag 

Når vi betragter almisse og andre filantropiske bidrag syes det som om, at alle religioner virker for det samme på den ene eller anden måde. I nogle religioner er bidrag til Allahs sag institutionaliseret ved at udskrive en klar afgrænset skat. Hos andre er det overladt til hver enkeltes eget ønske, hvor og hvor meget der skal bidrages med. På dette område bliver islams almengyldige lære igen tydelig ved at studere dette emne i Koranens og i islams hellige Profetssa traditioner og sædvaner. Emnet er så umådelig stort, at det dækker alle de områder af den menneskelige interessesfære.

I islam finder vi både institutionaliserede former for bidrag såvel som ikke-institutionaliserede former, hvor deres respektive områder er veldefinerede. Men islam stopper ikke her. Islam nævner alle mulige behov og deres relative betydning. Islam går videre og tilskynder mennesket til at give ud for Allahs sag, mens det holder Koranens anvisninger for øje. Den hellige Koran er meget klar, når det gælder, hvilke bidrag der accepteres af Allah, og hvilke, som vil blive afvist. Dette emne er, som tidligere nævnt så stort at en gennemgang af alle aspekter ligger uden for denne korte afhandlings ramme. En ting er dog sikkert, at denne læres universelle karakter bliver mere og mere indlysende, jo mere man forstår dette vigtige emnes inderste form og mening.

Islam definerer også klart, hvilke områder de religiøse bidrag skal bruges på, sådan at det ikke efterlader nogen som helst tvivl.

Pilgrimsfærden 

Et andet eksempel, som demonstrerer de islamiske formaningers almengyldighed vedrørende religionens udøvelse er eksemplet med hajj – pilgrimsfærden. Pilgrimsinstitutionen genfindes hos alle verdens religioner, men pilgrimsstederne ligger i forskellige steder i et eller flere lande. Man finder ikke ét bestemt centralt sted, som alle tilhængere af én religion skal drage til en gang i livet. Overraskende nok finder vi i islam netop sådan et sted i Mekka, hvor muslimer fra hele verden forventes at samle sig for at tilbringe cirka ti dage, som helst vies til ihukommelse af Gud. Pilgrimmene kommer fra alle lande, nationer, racer og i alle aldre. Mænd, kvinder og børn, de samles alle én gang om året til et fantastisk møde, somme tider løber antallet op i millioner. Denne udfoldelse af universalitet ses ikke andre steder hos andre religioner. Alle disse sigtemærker, som således blev rejst på forskellige områder af den islamiske lære, peger alle i retning om budskabet om en forening af mennesket på jorden under Guds Enhed.

Pilgrimsfærden er en institution, der kan spores tilbage til Abrahamsas tid. Men der er mange klare passager i Koranen, der beskriver den som en institution fra tidernes morgen, da Guds første hus blev bygget i Mekka. I gammel tid blev Mekka udtalt som Baka, så den hellige Koran henviser til, at det første hus blev bygget i Baka og ikke i Mekka. Det bliver også kaldt Bait-ul-Ateeq eller det allerældste hus. Abrahamas rejste det fra ruinerne, som han afdækkede under guddommelig vejledning, og Gud havde udvalgt ham til at genopbygge det med hans søn Ismaelsas hjælp. Det er det samme sted, hvor han, igen med guddommelig vejledning havde efterladt sin kone Hagar og sin spæde søn Ismaelas. Men arbejdet med Gud hus skulle vente indtil Ismaelas voksede op og kunne være til hjælp. De arbejdede således begge sammen for at genopbygge huset og genoptage pilgrimsinstitutionen.

Mange riter, som udføres under pilgrimsfærden, har rod til de tidligere dage, da Guds hus blev genopbygget, og de andre går endnu længere tilbage. For eksempel bliver den løben, som forgår mellem Safa og Marwah, to små høje nær Guds hus, gjort for at mindes Hagars søgen efter menneskelig tilstedeværelse, som kunne hjælpe hende og hendes barn i deres alvorlige nødsituation. Det bliver beskrevet, at barnet, urolig af tørstens pine, i desperation med sine hæle sparkede i jorden. Der, siges det, sprang en kilde frem, som i en eller anden form stadig løber i dag, og vandet i brønden, der blev skabt senere omkring dette sted, bliver anset for at være velsignet. De fleste pilgrimme, som foretager hajj, har for vane at bringe vand derfra til velsignelse af familie og venner.

Der er andre traditioner og ritualer, som kort bør forklares. Under hajj bærer pilgrimme ikke syet tøj. Deres påklædning er to løse stykker stoffer. Dette er en yderligere indikation af, at den tradition er fra de ældste tider. Dette viser, at hajj-institutionen blev grundlagt, da mennesket endnu ikke havde lært at sy klæder. De havde kun lige lært at tildække sig. Derfor ser det ud til, at det er for at mindes disse tidlige folk, som plejede at kredse om det første hus, som blev bygget til Guds tilbedelse, i dette enkelte tøj, ved at gøre det samme. Barberingen af hovedet er igen et vigtigt træk, som også findes som et almengyldigt symbol på hengivelse blandt munke, præster, eneboere og tilhængere af Vishnu. Dette understreger yderligere dette træks almengyldige karakter. Kvinder er undtaget barberingen af håret, men de skal symbolsk klippe et stykke af som minde. Ligeledes bliver pilgrimmene, på de steder, hvor Hazrat Abrahamas menes at have ihukommet Gud som en beruset elsker og prist Hans ære med højlydt recitation, formanet at gøre det samme.

Faste

Fasten er en anden form for tilbedelse, der er universel i verdens religioner. Selvom der er store forskellige måder at faste på, og de hertil knyttede forhold, er den centrale idé om faste til stede overalt. Hvor den ikke er klart nævnt, er det sandsynligt, at den måske enten er ophørt eller helt er forsvundet efterhånden gennem en gradvist svækket praksis. Buddhasas eksempel er interessant. Han begyndte sin søgen efter sandheden med en hård form for faste, men senere hen, siges det, at han afstod fra denne praksis, da den havde påvirket hans helbred uheldigt. Set i lyset af dette kan man forstå, hvorfor han ikke fortsatte, men det indikerer på ingen måde, at han ophørte med at tro på fasten. Det er måske derfor, at nogle buddhister her og der stadig overholder en form for faste.

I islam er fasten en højt udviklet institution, og det er nødvendigt at studere den mere dybtgående. Der er to typer formaninger vedrørende fasten. Den ene type vedrører den obligatoriske faste og den anden den frivillige faste.

1. Det er forskrevet muslimer over hele verden hvert år at faste en hel måned. Da denne måned går efter månen, ændrer den sig gennem hele året i forhold til solmånederne. Dette skaber en universal balance for de bedende.

Fasten i islam begynder overalt ved daggry og slutter ved solnedgang. I denne periode forventes det, at man fuldstændigt afholder sig fra al føde og drikke. Det er ikke blot den fysiske sult og tørst, som udgør den muslimske faste, men også den sene del af natten før fasten starter spiller en væsentlig rolle i fasteinstitutionen. Muslimerne vågner op flere timer før daggry for at udføre individuel bøn og ihukommelse af Gud. Ligeledes bliver den hellige Koran reciteret i ethvert muslimsk hjem meget mere end på almindelige dage. En stor del af natten bliver således tilbragt med åndelige øvelser, som er den afgørende kerne i faste.

Udover at afstå fra føde og vand i dagtimerne bliver alle muslimer særligt tilskyndet til at afholde sig fra tom tale, skænderier og stridigheder eller fra alt sådan beskæftigelse, som ligger under en virkelig troendes værdighed. Ingen hengivelse til fysisk glæde er tilladt, selv mand og hustru lever adskilt undtagen det tilbørlige menneskelige forhold, der eksisterer mellem alle mennesker.

I islam er det at skænke almisse og nære omsorg for den fattige så stærkt understreget, at det bliver en del af en muslims hverdag. Man når det kommer til ramadhan (fastemåneden) afkræves det af muslimer, at de fordobler deres bestræbelser på dette område. Det siges om den hellige Profetsa, at det at give ud for den fattiges sag, var den daglige rutine i hans adfærd, som blev sammenlignet med den brise, der aldrig ophørte med at bringe trøst og lindring til den trængende. Under ramadhan, berettes det i ahadith – den hellige Profetssa overleveringer, at denne brise syntes at tiltage i fart og begyndte at blæse som stærke vinde. At skænke almisse og drage omsorg for den fattige lægges der så stærk vægt på i ramadhan, at det overstiger årets øvrige måneder.

2. Den anden - frivillig faste - er meget ofte relateret til at få tilgivelse for sine synder af Gud. Dette inkluderer også afbrydelsen af den obligatoriske faste.

Den frivillige faste er så godt indarbejdet, at den bliver en del af den retskafne muslims hverdag. Selvom størstedelen af muslimer ikke faster ud over den obligatoriske fastemåned, holder nogle af dem faste nu og da, især når de har problemer. Da det menes, at en fastendes bønner bærer mere frugt, holder nogle mennesker yderligere faste for at søge beskyttelse mod deres problemer, men nogle gør det alene for at vinde Allahs særlige velsignelser. Der er ingen grænse her undtagen at islams Grundlæggersa stærkt frarådede et helt liv viet til faste. Når sådanne tilfælde kom for dagens lys, misbilligede den hellige Profet sa denne adfærd og kritiserede en sådan person for at opnå frelse ved at tvinge sin vilje igennem over for Gud. ”Ved blot at udsætte dig selv for problemer eller ubehag vil du ikke blot være ude af stand til at behage Gud, men det kan endda være, at du pådrager dig Hans vrede.” Han understregede, at en overdrivelse af strenghed sandsynligvis vil føre til, at man forsømmer ægtefælle, børn, slægt, venner osv.

Den hellige Profetsa mindede en sådan person om vedkommendes pligt i forhold til andre mennesker: ”Gør din pligt ligeligt mod Gud så vel som mod Guds skabning,” var rådet. Over for nogle, som vedholdende insisterede, tillod han frivillig faste, men kun på den samme måde som Davidas fastede. Islams hellige Grundlæggersa fortalte, at det var Davids skik at faste hver anden dag. Gennem hele sit liv fastede han hver anden dag, efter at han havde aflagt sit løfte. Således sagde den hellige Profetsa: ”jeg kan kun tillade dette og ikke mere.”

Institutionen vedrørende faste er yderst vigtig, da den udvikler den troende på næsten alle områder af det åndelige liv. Blandt andet lærer den troende gennem personlig erfaring hvad sult, fattigdom, ensomhed og ubehag betyder for de mindre heldige dele af samfundet. At afstå fra handlinger, som ellers er tilladt i hverdagen, i ramadhan måneden spiller en konstruktiv rolle vedrørende forædlingen af den menneskelige karakter.