Troen på Guds Enhed

Dette forekommer at være en enkel og elementær lære. Det bør ikke volde nogen vanskeligheder at forstå Guds Enhed, og sagen synes klar, men i virkeligheden ligger der langt mere i det. Når man studerer enhedslæren dybere, synes alle religioner at kredse om dette væsentlige punkt. Denne tro påvirker menneskets liv i enhver henseende. Dette indebærer også en benægtelse af alle andre end Gud. Troen på Guds Enhed ender således ikke her, men al anden tro udspringer af dette kildevæld af evig sandhed. Dette giver os også et budskab om frigørelse fra alle andre byrder, og frigør mennesket for alle forpligtelser undtagen dem, som udspringer af menneskets hengivenhed mod Gud.

Denne artikel er blevet yderligere belyst fra forskellige vinkler både i den hellige Koran og i den hellige Profets^sa traditioner. For eksempel åbner udsagnet ’La houl wala quat illa Billah’ (Der er ingen altomfattende magt undtagen Allah) op for en dybere og bredere forståelse af begrebet Enhed. Det ophæver al anden frygt end frygten for Gud. Anden del af udsagnet henleder opmærksomheden på et andet aspekt af Enhed, nemlig, at magten til at opnå noget godt afhænger mere ene eller alene af Gud, han er herren over alle kilder til styrke og energi. Mens den første del relaterer til de negative aspekter af magt, beskæftiger anden del sig således med de positive aspekter.

Hvad angår menneskelige handlinger, hensigter og bevæggrunde osv. Er disse to kærter altomfattende. Menneskets hensigter og heraf følgende handlinger er altid afledt og kontrolleret af enten frygt eller håb, og der findes ingen undtagelse fra denne regel, de, der udfører gode gerninger, gær det af frygt og håb og de der gør det modsatte, har også de samme bevæggrunde. De ikke troendes frygt knytter sig til den negative ugudelig kategori, og de former deres liv i overensstemmelse med denne verdslige frygt. Sommetider frygter de at påkalde sig monarkers eller myndigheders ugunst, andre gange frygter de samfundet som helhed eller despoter og tyranner. Nogle gange handler de ondt af frygt for fattigdom, tab osv. I en verden, der er fyldt med moralsk fordærv, kan en stor del af de menneskelige handlinger således tilskrives denne frygt.

Troen på Enhed udelukker al form for frygt, og minder én om vigtigheden af at frygte Gud. Dette betyder, at man ikke skal frygte de ugudeliges vrede, man skal derimod altid bestræbe sig på at undgå at mishage Gud og forme sit liv i overensstemmelse med denne frygt alene. I positiv forstand kan det samme tilskrives alle menneskelige bevæggrunde og heraf følgende handlinger. Mennesket lever altid med hensigten om at glæde nogen, herunder også sig selv. I virkeligheden arbejder det som oftest for at glæde sig selv, endda på bekostning af andre, der eller står det nær.

I mere overdreven form kan denne adfærd forvandle mennesket til en tilbeder af sit eget ego. For at opnå sine mål er mennesket nødt til at behage dem, hvoraf dets lykke afhænger. På denne måde er det konstant nød til at indsmigre sig hos monarker, myndigheder osv. Det vi beskriver her er den værste form for slaveri. En slaves håb og frygt er fuldstændig afhængig af hans herres behag og mishag.

Men et gudløst menneske har ikke alene en herre. Ethvert menneske, der spiller en rolle i forhold til hans personlige interesser kan være som en Gud i hans univers. Hvis den ultimative årsag til sociale, moralske og politiske orden analyseres, er det den slags menneskelig tilbedelse, der ødelægger freden i menneskets sind, og samfundet som helhed begynder i stigende grad at blive nedbrudt.

Når man ud fra dette synspunkt kaster endnu et blik på det grundlæggende udsagn ’Der er ingen Gud undtagen Allah – den Eneste Ende’, så udviskes al frygt og håb knyttet til andre objekter end Gud, om var de viftet væk med en magisk tryllestav. Med andre ord ved at vælge én Herre alene bliver man frigjort fra alle andres slaveri. At være slave af nogle, som selv er slaver af utallige guder er i sandhed en dårlig handel. Men dette er ikke alt. De guder som disse mennesker tilbeder er ofte produkter af deres egen fantasi. De kan hverken gavne dem eller skade dem. De fleste mennesker tilbeder på den anden side ofte dødelig som sig selv, herunder også deres eget ego, som det største. Enhver af dem bøjer sig således for utallige egoistiske guder, hvis interesser støder sammen og skaber en situation af fuldstændigt kaos. Den islamiske lære om enhed indskærper menneskets opfattelse af menneskeslægtens enhed, og den fjerner alle de barrierer, der deler mennesker op i racer og etniske grupper. Dette fremkalder Islams universelle lære om lighed, en lære, som er karakteristisk for Islam. Det vil sige, i Guds øjne er alle mennesker lige uanset, hvornår og hvor der er født. Som det vil blive underbygget senere, så er det denne grundlæggende tro, der danner baggrund for alle andres tros- og læresætning af Islam. Som det kort blev nævnt før er islams læresætning; den absolutte og udelelige enhed, hvor der ikke er plads til at lægge noget til eller at trække noget fra. Han har ingen far eller mor, ej heller har Han en ægtefælle. Tanken om, at Han kan være far til sønner og døtre er utænkelig.

Et andet vigtigt aspekt af Guds Enhed, som nævnes af den hellige Koran, er den absolutte harmoni i Hans skabelse. Det var denne lære om harmoni, der tiltalte Einstein så stærkt. Han var tvunget til at hylde den fuldkomme harmoni i naturen, som ifølge ham krævede én skaber. Han var videnskabsmand og hans erkendelse af denne harmoni var derfor begrænset til det materielle univers. Men den hellige Koran taler om skabelsens harmoni i alle tænkelige henseender. Den hellige Koran hævder, at mellem naturen, som er skabt Gud, og de hellige bøger, som er åbenbaret af Gud, eksisterer der ikke uoverensstemmelser. Der er et fuldstændigt sammenfald mellem de forskellige områder, som Gud har skabt, og fra den ene bog til den anden.

Koranen går videre og erklærer, at der er fuldkommen overensstemmelse mellem Guds ord og Guds handlinger, så der kan ikke eksistere modsætninger mellem naturen og det guddommelige ord, der er åbenbart til Hans profeter. Dette tema er smukt udtrykt i de første fem vers fra Sura al-Mulk. Der er endvidere adskillige andre vers i den hellige Koran, der tager temaet op fra forskellige synsvinkler.

Hvad angår det enkelte menneske, så spiller troen på Enheden en stor rolle i uddannelsen og opdragelsen af mennesker. Den kræver et sammenfald mellem menneskets synspunkter og handlinger, et sammenfald mellem dets forhold til Gud og til dets medmennesker. Således knyttes skabelsen sammen i en enkelt kæde af ubrydelig enhed. Dette kan bedre forstås, når nogle såkaldte religiøse folks handlinger tages i betragtning. De prædiker i Guds navn had mod en del af menneskeheden. Princippet om Guds Enhed er i strid med disse handlinger, og det er ikke tilladt disse mennesker hverken at skabe skel mellem Gud og Hans skabninger, eller mellem Guds skabninger.

Engle

Eksistensen af engle er en universelt accepteret lære i forskellige lande og blandt forskellige religioner. De bliver dog sommetider diskuteret under forskellige navne, men denne skelnen er dog kun terminologisk. På samme måde forstås engles natur forskelligt blandt tilhængerne af de forskellige religioner. I islam forstås engle som himmelske væsner med en åndelig natur, som har deres egen eksistens som personer. Den største rolle de spiller, er overbringelsen af budskaber fra Gud til mennesker. Men det er en misforståelse, som deles af mange også blandt muslimer, at de har menneskelige former, eller at de har andre former, der uadskilleligt hænger sammen med en materiel eksistens. Stof skal have form og en veldefineret grænse. Men det åndelige ligger udenfor de fem dimensioner, som den menneskelige forståelse er i stand til at fatte. Mennesket kan kun tro på det åndelige, hvis det er religiøst orienteret, eller ligger det åndelige uden for menneskets forståelsesramme. Det er måske for at løse dette problem, og for at gøre det nemmere for mennesket at forstå engle, at de i de hellige bøger er beskrevet som værende af menneskelig form, når de viser sig for hellige mennesker. Ikke blot dette, de er også kendt for at have vist sig for nogle sendebud som fugle. Den hellige ånd viste sig for Jesus^as i skikkelse af en due.

Men da Jesus var blevet død, steg han straks op af vandet, og se himlene åbnedes, og han så Guds ånd dale ned som en due over sig – Mattæus 3:16

Disse forskellige udsagn, som findes i hellige bøger er måske baggrunden for de misforståelser, om engles form og natur, der hersker blandt forskellige religioners tilhængere. Af engle blev, i nogle religioner, idoler og gudebilleder skabt, mens de oprindelige bøger blot havde nævnt dem som væsner specielt skabt for at udføre nogle særlige opgaver i universet, hvilket vi også har tilstrækkelige beviser for i mange hellige bøger. Så det er ikke usandsynligt, at nogle mennesker har misforstået disse udsagn, og har behandlet engle som underordnede partnere til Gud.

Lad os nu prøve at forså engles natur, kun med henvisning til den hellige Koran og islams hellige Profets^sa traditioner, og ikke med henvisning til de almindelige forekommende synspunkter. Ifølge Koranen er hele det materielle univers lige såvel som hele det religiøse univers styret af nogle åndelige magter, som kaldes engle. Selvom enkelte engle er nævnt som selvstændige personer – såsom Gabriel, Michael og Israel - arbejder de i virkeligheden ikke alene. På ethvert område er der en ledende eller overordnet engel, som styrer området og under ham arbejder en hær af engle, som i den hellige Koran er benævnt Herrens Junood. Hvad de end foretager sig, er det fuldstændigt i overensstemmelse med Guds vilje, og det mønster han har skabt for alting. De kan ikke afvige det mindste fra de funktioner, der er tildelt dem, eller fra Guds overordnede plan.

Ifølge Koranen er der for ethvert menneske udnævnt to engle, der har til opgave at registrere menneskets eventuelle gode eller dårlige gerninger. Det er således englenes opgave at organisere en meget kompliceret og grundig registrering. Dette betyder ikke, at en hver har en bog i sine hænder og noterer, hvad end de observerer. I virkeligheden er englene ansvarlige for et meget komplekst system, der indprenter virkninger af ethvert menneskes gerninger i hans sjæl og personlighed. På denne måde udvikler et godt menneske en sund sjæl, og et dårligt menneske en usund sjæl.

Da et hvert menneskes sjæl udvikler sig indtil døden indtræffer, har den brug for en samvittighedsfuld forvalter, der overfører virkningerne af de menneskelige tanker, handlinger osv. til sjælen. Dette er en kompliceret proces, der ikke fuldt ud kan forstås af mennesket. Vi observerer dog delvist dette når det drejer sig om kriminelle, der udvikler anderledes ansigtstræk end de, som besidder en nobel karakter. Det er ikke helt sort på hvidt eller med andre fysiske termer. I virkeligheden kræver administrationen af dette enorme univers, lige fra dets begyndelse og gennem billioner af års historiske udvikling, en enorm organisation af konstant opmærksomhed og kontrol. Dette udføres af utallige engle, der som Guds agenter i bogstavelig forstand styrer dette uhyre univers og dets komplicerede system af love.

Hvad angår traditioner kan vi til en vis grad forstå den alsidighed engle er i stand til at udvise, når de materialiserer sig i forskellige skikkelser, som intet har tilfældes med deres virkelige form eller eksistens, der ligger uden for menneskets forståelse og har anderledes dimensioner, der er ukendte for os.

Det er blevet berettet, at en fremmed pludselig kom ind i den moske, hvor Islams hellige grundlægger befandt sig sammen med sine tilhængere. Denne mand nærmede sig forsamlingen, og satte sig respektfuldt på første række, og begyndte at stille spørgsmål vedrørende Islam. Da han havde afsluttet sine spørgsmål tog han afsked med forsamlingen. De personer, der var tilstede var forbløffede, fordi for det første var manden fuldstændig fremmed for dem, og han måtte derfor have rejst en vis vej for at komme til moskeen, I en lille by er viden om sådanne besøg ikke en hemmelighed, og enhver ved tilsyneladende, hvem der ankommer og med hvilket formål. I dette tilfælde var ankomsten så pludselig, at den var mystisk. For det andet var der ingen tegn på rejsestrabadser ved hans fremtræden eller tøj. En frisk udseende mand, der var ulastelig klædt. Derudover var måden som han begyndte at stille spørgsmål på uden en præsentation og hans pludselig afrejse mildest talt usædvanlig.

Før den hellige Profets^sa tilhængere nåede at sige noget, fortalte den hellige Profet^sa dem, at den fremmede i virkeligheden var englen Gabriel, som havde stillet disse spørgsmål, så de kunne få gavn af de svar, der blev givet. Nogle af dem løb ud af moskeen for at møde ham nogen steder. Ingen i byen havde tilsyneladende set denne mand. Da denne episode er medtaget i en meget autentisk traditionsbog, kan vi roligt udlede, at engle sommetider viser sig i menneskelig form med det formål at udføre forskellige ærinder. Engle nævnes i forskellige andre traditioner, især i forbindelse med slagene ved Badr og Uhud, men det vil måske ikke være stedet her at komme ind på en længere diskussion af dette emne.

I modsætning til det overnævnte synspunkt fra Koranen, er det synspunkt, der i de fleste lande almindeligvis forbindes med engle, et mønster af eventyr i stedet for en opfattelse af dem som værende himmelske eksistenser. De siges at have vinger som fugle eller fjer, som de bevæger, når de flyver fra sted til sted. Denne misforståelse er måske opstået, fordi den religiøse terminologi, som er kryptisk og ofte metaforisk, er blevet taget for bogstaveligt. Vi finder således også i den hellige Koran vinger nævnt i forbindelse med engle, hvor det siges at de har to, tre og fire vinger:

Al pris tilhører Allah, himlene og jordens Skaber, som bruger englene som budbringere, der har vinger to, tre og fire. - Sura Al-Fatir (35:2)

Den hellige Koran har en meget speciel måde at belyse de afsnit, hvor der er en fare for uklarhed – den gør det ved hjælp af sammenligninger, angående vinger finder vi dem for eksempel også nævnt i forbindelse med en søns adfærd overfører sine gamle forældre. I dette tilfælde råder den hellige Koran sønnen til at sænke sin barmhjertigheds spæde vinger over sine forældre, ligesom forældrene gjorde det, da de opdrog ham fra han var spæd. ’Vinge’ betyder blot egenskaber og magt, og vi mener, at det er i den forstand vinger skal forstås, når de tillægges engle eller mennesker fra forskellige religioner, der erklærer, at de har modtaget guddommelige manifestationer. I Gitaen siges det for eksempel, at Krishna havde fire arme i stedet for to. I dette tilfælde tjener de ekstra arme det samme formål som de vinger, der findes i andre hellige bøger.

Englene har ansvaret for at kontrollere og opretholde naturens lovmæssighed. Virus og bakterier styres, organiseres og opretholdes af udvalgte engle, som arbejder harmonisk sammen for at bibeholde den perfekte balance. Ligeledes er økosystemer ikke tilfældige eller kaotiske, men reguleret af usynlige åndelige væsner, som vi kalder for engle.

Den faldne engel

Der findes en anden meget stor misforståelse angående satan. Det siges, og mange tror, at før satans fald, tilhørte han englene. Den hellige Koran afviser denne påstand, og fremstiller satan som en brændende natur, han tilhører således de livsformer, der er skabt af ild som for eksempel djinner.

Bøgerne

Lad os nu vende os mod den tredje trosartikel, som er troen på bøgerne. Det forlanges af muslimer, at de ikke blot skal tro på det hellige skrift, som blev åbenbaret til Islams hellige grundlægger, men det er også essentielt for en muslim at tro på alle de hellige åbenbaringer, som er blevet skænket andre profeter uanset, hvor og fra hvilken tidsalder. Det er en vigtig del af muslimens tro, at såfremt nogen kun anerkender Koranens guddommelige oprindelse, og fornægter de andre bøgers guddommelige oprindelse såsom Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente osv. vil vedkommendes bekendelse til Islam blive ugyldig.

Denne tro løser nogle problemer, men rejser andre, og det er nødvendigt at studere dette nærmere, Den tilvejebringer det eneste fundament her på jorden, hvorpå menneskehedens enhed kan bygges i overensstemmelse med troen på Guds Enhed. Den fjerner den årsag, der er baggrunden for den interreligiøse disharmoni og mistillid. Men denne tro på alle Bøgers guddommelig oprindelse rejser nogle svære spørgsmål, som kræver et svar. Når vi studerer de Bøger, som hævder at være af guddommelig oprindelse, finder vi modsætninger ikke blot i perifere områder af deres lære, men også når det gælder den basale og grundlæggende lære. Dette ville ikke have været tilfældet, hvis de stammede fra den samme evige lyskilde. Denne pointe illustreres af det faktum, at mange af disse bøger indeholder passager, der bliver forstået fortolket af deres tilhængere i retning af, at mindre guddommelige deler Gud, som overhoved og guds familie, der består af ægtefæller, sønner og døtre. I nogle bøger tildeles menneskelige helgenfigurer overmenneskelig kræfter, som kun er passende i Guds besiddelse. I andre bøger understreges Guds Enhed så stærkt og kompromisløst, at det ikke efterlader plads til, at andre på nogen måde har del i Guds egenskaber. I denne henseende fremtræder Koranen som den ypperste af alle verdensreligionernes skrifter.

Spørgsmålet er hvordan Koranen løser dette dilemma. Ifølge Koranen er det en almengyldig tendens, at mennesket gradvist forvansker de hellige skrifter, som blev deres religions stiftere forundt. At ændre enhedslæren til en lære om polyteisme er en konsekvens af samme tendens. Vi kan definitivt finde beviser for sandheden af denne påstand ved at spore de gradvise ændringer i teksten eller i de fortolkninger, der er foretaget siden dens første åbenbaring. Det er derfor den hellige Koran tydeligt henleder vores opmærksomhed på det faktum, at alle de hellige bøger i deres grundlæggende lære var forenede, da de blev åbenbarede. Det er ikke nødvendigt at gå igennem det anstrengende arbejde at opspor de gradvise ændringer, da Koranens forklaring er den mest logiske konklusion, der kan drages. Hvis der ikke er en anden gud end Det Højeste Væsen og hvis alle religioners påstand – at deres guddommelige bøger stammer fra Gud – skal accepteres, så er det nødvendigt, at der hersker enighed mellem disse bøger eller i det mindste med hensyn til deres grundlæggende lære.

Når dette er sagt, trænger et andet vigtigt spørgsmål sig på med hensyn til, hvordan alle religioners fælles oprindelige læresætninger kan identificeres. Der må findes en logisk acceptabel metode til at skelne det rette fra det forkerte. Koranens grundlæggende læresætninger er så afstemt efter den menneskelige natur, at de simpelthen synker ind i de menneskelige hjerter ved hjælp sandhedens rene kraft. De er som følger:

Og de blev ikke befalet andet end at tjene Allah, være ærlige i lydighed mod ham, være retskafne, overholde bønnen og betale zakat. Dette er religionen for dem, der er på den rette vej. Sura Al-Bayyinah (98:6).

Dette betyder, at alle verdensreligionernes grundlæggere kategorisk blev opfordret til at tilbede den eneste ene Gud oprigtigt og hengive sig helt og holdent til Ham alene. De blev også opfordret til at udfører regelmæssige bønner (som pålagt ifølge deres religion) og til at give ud (for Guds sag) til de trængende og fattige og til andre filantropiske formål. Det er svært at finde nogen der ikke er enig i dette uanset hvilken religion vedkommende tilhører.

I dette foredrag ønsker vi ikke at involvere os i en længere diskussion, om de forskellige former for tilbedelse, som er foreskrevet af Gud og årsagen til, at de er forskellige. På nuværende tidspunkt vil vi rette vores opmærksomhed mod årsagerne til, at religionerne synes at være forskellige både hvad angår de grundlæggende læresætninger og den specifikke lære.

Kort kan man sige, at tidens ånd er ubarmhjertig og at forfald og tid kan ikke adskilles. Alt nyt må blive gammelt og forandre sig. Man kan se på ruinerne af store borge og paladser med forundring, men selv bygninger, der blev opført af de samme konger og tegnet af de samme arkitekter er ikke undtaget fra denne regel. Nogle gange føjer senere generationer nye tilbygninger til, og de bliver derved forandret så drastisk, at de mister enhver lighed med den oprindelige form. Andre gange forlades de og bliver ruiner. Ifølge Koranen er alle de områder i religionerne, hvor der hersker kompromisløse forskelle et værk af mennesker, der tilhørte en senere tid. I lyset af denne almengyldige acceptable lære fra den hellige Koran synes islam at have banet vejen for en sammensmeltning af alle religioner i det mindste hvad angår de grundlæggende læresætninger. Den fjerner de menneskeskabte hindringer og barrierer, der blev frembragt for at holde religionerne fra hinanden som klart adskilte størrelser.

Ovennævnte årsag er ikke den eneste, der er ansvarlig for afvigelserne i de forskellige Bøgers lære. Nogle af afvigelserne var helt sikkert ikke menneskeskabte, men var nødvendige på grund af tidens behov. Efterhånden som mennesket gradvist gjorde fremskridt inden for forskellige områder af civilisation og kultur, videnskab og økonomi, havde det på forskellige stadier af dets udvikling behov for særlige læresætninger, der relaterede til den tid og en guddommelig bog blev åbenbaret for dets vejledning. Disse tidsbestemte læresætninger var ikke almengyldige, men forbeholdt sig til særlige situationer og behov. I visse perioder levede mennesket et liv, der ikke lå langt fra et før menneskeligt liv. Dets intellektuelle formåen var begrænset og dets viden om universet snæver. Det var ikke engang fuldt ud bevidst om den verden, det beboede. De former for kommunikation, der var til dets disposition, var helt utilstrækkelige til at hjælpe det til at forså jordens natur og storhed og menneskets universelle karakter. Ofte var dets bevidsthed om eksistens begrænset til små landområder eller til det land det tilhørte.

I mange guddommelige bøger, som blev åbenbaret på den tid finder vi ikke henvisninger til eksistensen af den verden, som lå uden for det folks begrænsede område, som åbenbaringerne var tiltænkt. Dette betyder ikke nødvendigvis, som nogle verdslige filosoffer vil have os til at tro, at dette er et tilstrækkeligt bevis for, at disse bøger var menneskeskabte snarere end af guddommelig oprindelse.

Al guddommelig lære var relateret ikke blot til de behov, der eksisterede, men også til den viden, som folk på det tidspunkt besad, ellers ville det tids folk have rejst indvendinger mod tidens profeter og anklaget dem for at være i strid med den almindelig kendte viden. Dette kunne have rejst et uløseligt dilemma for profeterne, da de selv besad den samme viden som folket. Mange interessante eksempler på dette kan nævnes fra Koranen, hvor den forståelse af naturen, som herskede på et tidspunkt blandt folk, blev kendt ugyldig af senere tiders lærde mennesker. Uanset hvilket standpunkt Koranen indtog, ville den stadig være sårbar over for indvendinger fra dens samtidige eller senere tiders folk. Det er tanke vækkende, hvordan Koranen løser dette problem, og den kan på ingen måde kritiseres af nutidens filosoffer, ej heller af videnskabsmændene.

Følgende illustration er særlig interessant. Nutidens menneske ved, selvom det ikke er særligt højt uddannet, at jorden roterer om sin egen akse, men hvis nogen havde hævdet dette for fjortenhundrede år siden og dristet sig til at tillægge Gud dette, ville han enten være blevet forkastet som uvidende eller Gud ville være blevet bespottet for ikke at have viden om den verden, Han har hævdet at have skabt. Da den hellige Koran er en bog, som er almengyldig for alle tider, vil den ikke være i stand til at undgå at berøre dette emne, ellers ville senere folk, som vi, med rette kunne beskylde den for ikke at indeholde viden om universet. Den hellige Koran imødegår denne udfordring direkte ved at tale om bjergene i det følgende vers og vise dem som flydende eller drivende som skyer, mens folk opfatter dem som stationære:

I ser bjergene og forestiller jer at de er stationære, selvom de bevæger sig som skyerne. – Sura Al-Naml (27:89).

Det er åbenlyst, at bjergene ikke kan bevæge sig uden, at jorden også bevæger sig. Men den tid, der er brugt er fremtidsformen – ’Muzaria’ – som er fælles for både kontinuerlig nutids– og fremtidsformen. Så verset kan oversættes som: ’Bjergene bevæger sig konstant i en drivende bevægelse uden, at de gør sig den mindste anstrengelse.’ Det kan også oversættes som: ’ Bjergene ville bevæge sig som om de sejlede.’ Den tids folk ville måske have valgt den anden mulighed, men de glemte at inddrage en anden del af samme vers, som siger: ’forestiller jer at de er stationære.’ Hvordan kunne mennesket til enhver tid tro, at bjergene var stationære, hvis de pludselig begyndte at bevæge sig? Beskrivelsen af deres bevægelse efterlader ikke nogen mulighed for nogen som helst til at være i live, men stille betragte det overraskende fænomen, nævnt i verset.

Det er derfor logisk, at den eneste rigtige oversættelse vil være: ’selvom I anser bjergene for at være stationære er de i virkeligheden i konstant bevægelse.’ Der er mange andre lignende eksempler fra den hellige Koran som kan citeres, men jeg har allerede forklaret dem i en anden forelæsning med titlen ’Åbenbaring, rationalitet, viden og sandhed’ (Denne forelæsning er udgivet på engelsk: Hazrat Mirza Tahir Ahmad: Revelation, Rationality, Knowledge & Truth, 1998, Islams International Publications Limited.). De læsere, som er interesserede i yderligere at undersøge dette emne, kan henvises til denne.

Vi ved med sikkerhed, at i den fjerne fortid, da Vedaerne blev åbenbaret til gavn for det indiske folk, havde de meget lidt viden om de verdener, der lå hinsides havet. Derfor er ingen henvisning til andre lande eller folk uden for Indien, hverken bag Himalaya bjergenes naturlige grænse og til den anden side hinsides havet. Vedaernes tavshed omkring dette emne kan være en passende og forståelig tavshed fra Guds side. Det må gøres klart, at der er to kategorier af kendsgerninger i de hellige bøger. Den første kategori er de verdslige kendsgerninger, som kan forstås af alle mennesker, uanset hvilken religion de tilhører. Det er disse kendsgerninger, vi henviser til i den ovenstående diskussion.

Hvad angår kendsgerningerne vedrørende den anden verden, den hinsidige, kan enhver komme med påstande herom, fordi sandsynliggørelsen af påstandene ligger uden for menneskets rækkevidde.

Men på trods af uoverensstemmelser kan de grundlæggende ligheder altid spores, hvis man går dybt ned i de originale bøger. Ligesom en arkæolog kan rekonstruere den oprindelige byggeplan ved at studere ruinerne, burde det heller ikke være svært for en omhyggelig iagttager at læse Enhedens budskab selv gennem de slør af tåge og dis, som er skabt af religionernes tilhængere gennem tidens løb, efterhånden som de tidsmæssigt kommer længere væk fra de grundlæggende profeter.

Vi har kort nævnt nogle uoverensstemmelser, som bevidst blev skabt i modsætning til dem, som er et resultat af mennesket forvanskninger. For at illustrere de førstenævnte kan vi henvise til en læresætning i Toraen, som synes at fratage det jødiske folk muligheden for at tilgive. For den moderne tids tilfældige iagttager synes det at være en ugudelig lære, som overvejende er hævngerrig. Men en nærmere undersøgelse af den tids behov vil sætte læren i et helt andet lys. Vi ved, at Israels børn under faraoernes undertrykkende og tyranniske styre var frataget alle deres grundlæggende menneskerettigheder. De var tvunget til at leve et liv i fornedrelse og slaveri, hvilket gjorde, at de ikke var i stand til at forsvare sig og slå undertrykkeren tilbage.

Omkring to århundreders liv i ydmyghed havde praktisk talt berøvet dem deres retskafne menneskelige egenskaber. De ville langt hellere opgive deres ret til hævn i tilgivelsens navn – blot en anden betegnelse for ren fejhed. Hvis de havde fået det klare valg mellem enten at tage hævn eller tilgive, ville få blandt dem have, turdet vælge førstenævnte mulighed. Som sådan er Toraens lære, selvom den syntes streng og overmåde ensidig, den mest fuldkomme lære, når den tids behov tages i betragtning. Det var en sygelig tilstand, som skulle helbredes med dette påbuds bitre pille.

Tretten århundreders udøvelse af denne ubarmhjertige hævn havde virkelig hærdet israelitternes hjerter til sten. Det var under disse omstændigheder, at Messias, som var indbegrebet af tilgivelse, kærlighed og beskedenhed, kom. Havde Gud på Messias’ tid givet jødiske folk muligheden for både at tilgive og tage hævn ville de uden tvivl vælge hævnen, uden så meget som at skænke tilgivelsen en tanke. Spørgsmålet er hvilken lære var da den fuldkomne på Jesu’ tid? Uden tvivl tilgivelse, men uden muligheden for hævn. Dette er nøjagtig, hvad der skete. Denne illustration gør det lysende klart, at visse læresætninger, selvom de fremstår som modstridende, i virkeligheden tjener det samme formål og arbejder sammen, når det drejer sig om Guds planer. Formålet er at helbrede den syge, hvilket ofte kræver forskellige former for medicin på forskellige tidspunkter.

Profeterne

Den fjerde grundlæggende trosartikel i islam er troen på alle profeterne. Denne artikel er en logisk følge af den tredje. Den samme filosofi, som ligger til grund for troen på alle bøger, nødvendiggøre troen på alle profeterne. Den hellige Koran nævner de mange profeter, som for hovedpartens vedkommende tilhører den mellemøstlige profetlinje, som begynder med Adam^as og går til Muhammads^sa (må Guds fred være med ham) tid. Men der er undtagelser fra reglen. Den hellige Koran har især nævnt to aspekter vedrørende dette emne:

a) Selvom nogle profeters navne og livshistorier blev åbenbaret for islams hellige Grundlægger^sa er rækken ikke udtømt. De er blot eksempler, og der er en lang række af profeterne, som ikke er nævnt i Koranen.

b) I denne række af profeter, som specielt er nævnt, findes der visse navne, som ikke synes at tilhøre Israels profeter. Mange kommentatorer hælder derfor til den tro, at de ikke er arabiske profeter, som er nævnt for at repræsentere verden udenfor. For eksempel er Dhul-Kifl et navn, der ikke findes arabiske eller semitiske henvisninger til. Nogle lærde synes at have sporet dette navn til Buddha^as som var fra Kapeel, der er hovedstad i en lille stat som ligger ved grænsen mellem Indien og Nepal. Buddha^as kom ikke blot fra Kapeel, men blev ofte omtalt som værende ’fra Kapeel’. Dette er nøjagtig hvad der menes med ’Dhul-Kifl’. Det bør erindres, at konsonanten ’p’ ikke findes på arabisk og den mest nærliggende til dette er ’fa’. Derfor bliver Kapeel på arabisk omskrevet til Kifl.

Udover Koranens vidnesbyrd er der en henvisning, som er kontroversiel blandt kommentatorerne. Der er en mundtlige overlevering fra den hellige Profet^sa, som omtaler en indisk profet ved navn. Med hans egne ord:

”Kana fi’l hindi nabiya asvada al laoni ismohu kahina.”

Der var en Guds profet i Indien, som var mørk i farven og hans navn var Kahan. (Taarikh-i-Hamdaan Dailami’ Baab-ul-Kaaf. Se Pocket book side 845 af Malik Abdur Rehman Khadium, 6. Udgave i 1952).

Nu vil enhver, der har kendskab til indiske religioner, umiddelbart forbinde dette med Krishna som i den hinduistiske litteratur er beskrevet som værende af mørk teint. Ligeledes er titlen Kanhaya en tilføjelse til hans navn Krishna. Kanhaya består af de samme konsonanter K, N, H som navnet Kahan – på ingen måde en ubetydelig lighed. Men hvorvidt en ikke-arabisk profet nævnes ved navn eller ej er blot en akademisk diskussion. Man kan ikke nægte den kendsgerning, at den hellige Koran har pålagt enhver muslim ikke blot at tro på alle profeterne, men den erklærer også klart, at Gud til enhver verdensregion og enhver tidsalder har sendt sine sendebud eller profeter.

Denne principielle tro på, at alle grundlæggende profeter er sande og også på andre religioners mindre betydningsfulde profeter er en unik erklæring i den hellige Koran, som ikke findes i nogen andre hellige bøger. Det kaster lys over skabelsens almengyldighed såvel som på Islams almengyldighed. Hvis Koranens påstand om, at dens læresætninger er gyldige for hele verden, er sandfærdig, må den nødvendigvis anerkende sandheden af alle profeter. Ellers vil de mange forskellige religioners tilhængere ikke finde nogen forbindelse mellem sig selv og Islam.

Anerkendelsen af sandheden af alle bøger og profeter er en revolutionær erklæring, som har mange fordele for hele menneskeheden. Blandt andet baner det stærkt vejen for interreligiøs fred og harmoni. Hvordan kan man leve i fred med andre religioners tilhængere, hvis man anser dem for at være bedragere, og hvis man monopoliserer sandheden blot på baggrund af sin egen tros lære.

Det er en almen iagttagelse, at de forskellige religioners tilhængere har meget ringe viden om deres egen religions læresætninger. Det er det ordinerede præsteskab eller andre ledere, som synes at være den religiøse videns kustoder, og det er til dem, almindelige folk vender sig, når de har brug for religiøs vejledning. Sådanne folk er meget mere sårbare overfor spørgsmålet om deres profeters og helliges ære, end de er når emnet er Gud eller Hans ære.

Bortset fra islam bærer ingen hellige Bøger vidnesbyrd om andre religionsstifteres sandhed. Manglen på anerkendelse af sandheden hos andre profeter udover sin egen har isoleret religionerne fra hinanden, der hver for sig erklærer at have patent på sandheden, hver for sig betragter de andre religioners profeter som bedragere. Selvom vi ikke finder dette udtrykt i så stærke vendinger, er det den hårde virkelighed, at såfremt tilhængere af en hvilken som helst religion tager deres tro alvorligt, er de nødt til at anse alle andre religioner for at være falske, selv i deres oprindelse. Det er umuligt at forestille sig, at en sand troende kristen, sådan som han forstår kristendommen i dag, vil bevidne sandheden hos Buddha^as, Krishna^as og Zoroaster^as. Især er det kristne synspunkt vedrørende islams hellige Profet^sa nøjagtig det, som er nævnt ovenfor; de er nødt til at anklage ham for at være bedrager, ellers vil de eneste alternativer for dem være at blive muslimer. De orientalister, som diskuterer dette emne, har altid meget klart stået fast på dette standpunkt, mange af dem er gået så langt som til at udvise utilsløret fjendskab mod islams Grundlægger^sa med det argument, at han er nødt til at være falsk. Det samme gælder andre religioner.

Selvom vi i hverdagen ikke møder så grove eksempler på uhøflighed og fornærmelser, så er det klart, at uanset om man holder sine synspunkter for sig selv eller udtrykker dem åbent, så eksisterer barrieren stadigvæk. Det fremgår klart af dette, at tilhængerne af de forskellige religioner har inddelt sig selv i fraktioner mod hinanden og det er lykkedes barrieren mellem sandheden og falskheden, mellem det rette og det forkerte at forhindre den religiøse harmoni, som er så nødvendig for mennesket i dag.

Selvfølgelig findes der meget civiliserede og uddannede kristne i verden, som af høflighed ikke vil støde muslimers følelser ved at anklage Islams hellige Profet^sa for at være en bedrager. Dog har kristne ifølge deres læresætninger intet andet valg end at fornægte sandheden hos Islams Grundlægger^sa. Hvad angår en muslim er det en helt anden historie. Når en muslim taler om Jesus Kristus^as, Moses^as, Krishna^as eller Buddha^as gør han det med ærbødighed og kærlighed, det gør han, fordi han intet andet valg har. Det er en grundlæggende del af hans tro ikke blot at udvise en menneskelig høflighed, men oprigtigt at tro på deres sandhed og ophøjethed. Set i lyset af dette synes denne trosartikel at have betydning på globalt plan. Den etablerer interreligiøs fred og harmoni og skaber en fortsat atmosfære af gensidig tillid og kærlighed. Ligesom Guds Enhed har den en immanent egenskab, som er uerstattelig – der er ingen andre alternativer.

Den forjættede Messias, Hazrat Mirza Ghulam Ahmad^as af Qadian, har opsummeret den islamiske tro på andre profeter således:

Et af de principper, som lægger grunden til min tro, henviser til verdens etablerede religioner. Disse religioner er bredt accepterede i forskellige egne af verden. De har opnået en vis alder og har nået et stadie af modenhed. Gud har åbenbaret mig, at ingen af disse religioner oprindelig var falske og ingen af profeterne var bedragere. (oversat fra urdu: ’Tohfa Qaisatiya’ p. 256, Roohani Khazain (Åndelig skatte), vol. 12, Unwin Brothers, Gresham Press, Old Working, Surrey, 1984).

Dette er et smukt princip, som fremmer fred og harmoni og som lægger fundamentet til forsoning og som støtter menneskets moralske tilstand. Alle de profeter, som er sendt til verden uanset om de opholdte sig i Indien, Persien, Kina eller i andre lande, så tror vi på, at de alle er sande, alle som en. (oversat fra urdu: ’Tohfa Qaisatiya’ p. 259, Roohani Khazain (Åndelig skatte), vol. 12, Unwin Brothers, Gresham Press, Old Working, Surrey, 1984).

Ved at fastslå det faktum, at der nødvendigvis måtte være profeter fra Gud over hele verden i alle tidsaldre, synes scenen sat for en universel profet. At acceptere en universel profet kræver gensidighed. Når man forventer af andre, at de tror på nogen, som man selv anser for at være sand, så vil det sikkert hjælpe, hvis man selv bevidner sandheden hos de hellige personer, som de andre tror urokkeligt på.

Islam lægger dermed fundamentet til en enkel profets universalitet. På denne måde er Koranens påstand – at den hellige Profet^sa ikke kun blev til sendt til Arabien, men til hele menneskeheden – baseret på en sund filosofi. Hos alle religioner finder vi omtale af en utopisk fremtid eller guldalder, hvor hele menneskeheden vil være forenet under ét flag. Men der synes ikke at være lagt et fundament for menneskets enhed med hensyn til dets tro og læresætninger. Det var første gang i religionens historie, at islam banede vejen for en universel religion ved at erklære, at alle folk i verden til forskellige tider er blevet velsignet med guddommelige sendebud.

Ifølge den hellige Koran er profetdømmet en institution, der er almengyldig og tidløs. Der er to begreber, som bruges til at indkredse det samme hverv, hver med lidt forskellige betydninger. Begrebet An-Nabi betyder at profetere. De som Gud vælger som sine repræsentanter, bliver skænket viden om særlige vigtige begivenheder vedrørende fremtiden. De bliver fortalt om ting i fortiden, som var ukendt for folket, og profetens viden om disse ting bliver et tegn på, at han har modtaget viden fra et alvidende Væsen. Profetier som sådan fastslår profeternes sandhed, så folk måske underkaster sig dem og accepterer deres budskab.

Det andet begreb, der bruges i forbindelse med profeter, er Al-Rasool eller sendebud. Dette henviser til det indhold i profeternes åbenbaring, som omhandler vigtige budskaber, der skal viderebringes til menneskeheden fra Gud. Disse budskaber kan være et nyt lovkompleks eller det kan advare mod folk om deres tidligere forsømmelser i forhold til tidligere åbenbaret love.

Begge disse funktioner forenes i et menneske, og på den måde kan alle profeter benævnes som sendebud og alle sendebud som profeter.

Ifølge islam er alle profeter mennesker og ingen har overmenneskelige egenskaber. Når der tilskrives profeter mirakler, som skal indikere deres overmenneskelige karakter, afviser Koranen klart og tydeligt en sådan idé. Vækkelse af de døde er et af de mirakler, som tilskrives visse profeter. Selvom der findes sådanne profeter i mange hellige skrifter eller religiøse bøger, er det, ifølge Koranen, ikke meningen, at de skal tages bogstaveligt, men at de har en metaforisk betydning. For eksempel tilskrives det Jesus^as, at han gav de døde nyt liv. Men den hellige Koran skriver om den hellige Profet Muhammad^sa med de samme begreber, med de samme ord om hans mirakel om åndelig genoplivelse. På samme måde er det tilfældet med skabelse af fugle af ler, som flyver i Guds navn. Disse fugle er blot mennesker, der er velsignet med evnen til at flyve åndeligt i modsætning til det jordiske folk.

Ingen profet er tilstået et exceptionelt langt liv, som skiller ham tydeligt ud fra og hæver ham over det broderskab af profeter, som han tilhører. Ej heller er det nævnt, at en profet er steget fysisk til fjerne afkroge af universet. Når noget sådant er nævnt, betyder det en åndelig opstigelse, ikke en fysisk, som Koranen tydeligt benævner som værende i modsætning til profeters karakter. Da bogens folk krævede af islams Grundlægger^sa, at han skulle opstige fysisk til himlen og komme tilbage med en bog, lærte Gud ham dette simple svar:

Sig til dem: Min Herre er hævet over (sådan barnlig adfærd). Jeg er ikke mere end et menneske og et sendebud. – Sura Bani-Israel (17:94)

Dette svar afviser alle påstande om andre profeter som tilskrives, at de skulle være opsteget fysisk til himlen. I modsat fald ville Profeten Muhammad^sa også kunne have gentaget det samme mirakel. Denne understegning af profeternes menneskelige karakter og menneskelige begrænsninger er et af de smukkeste træk ved islams grundlæggende lære. Profeter står over deres medmennesker, ikke fordi de er begavet med overmenneskelige egenskaber, men fordi de har forvaltet de egenskaber de blev tildelt bedre. De forblev menneskelige på trods af, at de nåede store åndelige højder, og deres opførsel er som sådan efterlignelig for andre menneskelige væsner.

I spørgsmålet om profetdømmets fortsættelse erklærer islam tydeligt, at islams hellige Profet^sa er den sidste af de lovbringende profeter, og at Koranen er den sidste guddommelige lovbog, der er fuldkommengjort og beskyttet til tidernes ende. Det er indlysende, at en bog, som er fuldkommen og er beskyttet mod forvanskninger, er hævet over forandringer. Ingen forandringer er nødvendige fra nogen side. Når en bog er fuldkommen og beskyttet mod menneskelige forfalskninger, kan ingen forandring retfærdiggøres.

Hvad angår et profetdømme udover dette lovbringende, er muligheden for dets forsættelse klart nævnt i Koranen. Igen er der klare profetier om en sådan guddommelig grundlægger af islam og den hellige Koran. Det følgende vers fra Al-Nisa efterlader ingen tvivl vedrørende dette:

Og den, som adlyder Allah og dette hans sendebud skal være blandt dem, over hvem Allah har skænket sine velsignelser, nemlig profeterne, de sandfærdige, martyrerne og de retfærdige.
- Sura Al-Nisa (4:70).

Kort sagt erklæres det i Koranen, at islam er den sidste fuldkomne religion til gavn for menneskeheden, hvorefter ingen ny lære vil blive åbenbaret for at annullere islams lære, ej heller vil en ny uafhængig profet blive født uden for islams domæne; enhver ny profet vil være fuldstændig underordnet den hellige profet Muhammad^sa.

Profeter kom altid for at levere et budskab. Dette budskab var ikke begrænset til troens områder, men dækkende også udøvelsen og udførelsen af trossætninger. Læren kan inddeles i to hovedkategorier:

1. Hvordan man forbedrer sit forhold til Gud.

2. Hvordan man skal opføre sig i forhold til sine medmennesker.

Disse to kategorier dækker i virkeligheden alle aspekter af religiøse love. Vi kan ikke indlede en længere diskussion af, hvordan denne opgave er fuldført til fuldkommenhed i Islam, men det vil måske være passende at illustrere nogle få vigtige træk fra Islams lære, som har en almengyldig karakter.

Liv efter døden 

Spørgsmålet om liv efter døden har altid sat sindene i bevægelse hos folk fra alle religioner og til alle tider. Der er også det ateistiske synspunkt, der helt afviser muligheden for et liv efter døden. De religioner, der tror på et liv efter døden, kan opleves i to kategorier.

Det ateistiske synspunkt falder uden for denne diskussion. Hvad angår den islamiske lære tilhører islam den kategori af religioner, der fuldkomment afviser alle former for reinkarnation. Men de, som tror på en form for tilstand som en åndelig eller fysisk form for eksistens har delt  sig på mange forskellige planer. Inden for enhver religion er forståelsen forskellig. Derfor kan man næsen ikke tilskrive tilhængere af forskellige religioner en bestemt tro, af frygt for at blive modsagt.

I islam er der forskellige synspunkter hos forskellige grupper eller muslimske lærde, den almindelige forståelse tenderer til at opfatte den anden verden som mere lig den fysiske verden her på jorden. Opfattelsen af himmel og helvede fremsætter konsekvent en materiel opfattelse af det kommende liv frem for en åndelig. Himlen er ifølge deres opfattelse en umådelig stor have, som bogstaveligt talt vrimler med smukke træer, der kaster en evig skygge under hvilke floder strømmer. Floderne vil være af mælk og honning. Havens træer vil bære frugt, og alle de former for frugter, mennesket kan ønske sig, vil være tilstede på dets befaling. Der vil være kød fra fugle af alles slags; det gælder blot om at ønske sig den form for kød, der fortrækkes. Kvindelige ledsagere af udsøgt ydre og dannelse vil blive skænket de fromme mænd, der vil ikke være begrænsninger i deres antal, som vil blive fastsat ud fra deres formåen. Så mange de kan klare, vil stå til deres rådighed. Hvad vil de gøre? Hvordan vil de forholde sig til hinanden? Vil de blive frugtsommelige, eller vil de leve et ufrugtbart liv i glæde? Dette er alle de underliggende spørgsmål. Glæden, som den opfattes, er intens sensuel. Intet arbejde kan udføres, intet arbejde går til spilde, ingen bestræbelser skal realiseres. Et fuldkomment liv (hvis et sådant liv kan kaldes fuldkomment) i komplet og total magelighed med friheden til overforbrug af mad og drikke, da også vin vil flyde tæt ved floderne af mælk og honning. Ingen frygt for fordøjelsesvanskeligheder eller beruselse. Lænet tilbage på himmelske silkepuder og brokade, vil de fordrive tiden i evig lyksaglighed – men hvilken evig lyksalighed!

I islam er der andre, der kategorisk afviser denne naive forståelse af Koranens henvisninger til Paradis og med mange referencer til den hellige Koran understreger de, at Koranen blot beskriver en metaforisk verden, som ingen fysisk form har. Den hellige Koran understreger i virkeligheden klart, at eksistensen i det kommende liv vil være så forskellig fra alle andre kendte livsformer her på jorden, at det vil overstige den menneskelige forestilling, at få selv det mindste flygtige glimt af virkeligheden i den anden verden.

Så Vi ikke bringer jeres lige i stedet og skaber jer til det, I ikke ved (nu).

Sura al-Waqiah (56:62)

Dette er Koranens klare erklæring om dette emne. I de senere tider fremsatte Ahmadiyya-bevægelsens grundlægger Hazrat Mirza Ghulam Ahmed^as fra Qadian sit syn på den åndelige eksistens over for den fysiske i sin unikke og fremragende afhandling som hedder The Philosophy of the  Teachings of Islam. Alle de synspunkter, som fremsættes i bogen, er underbyggende med henvisninger til Koranen og traditioner af islams hellige Grundlægger. En kort redegørelse gennemgås i det følgende.

Ifølge hans dybtgående studie vil livet i det kommende ikke være af fysisk form, men være af åndelig natur, hvoraf vi kun kan forstille os visse aspekter. Vi kan ikke præcist afgøre, hvilken form tingene vil tage. Et af de fremtrædende træk i hans vision med hensyn til det kommende beskæftiger sig med, at sjælen giver fødsel til en anden ny eksistens, som vil have det samme forhold til sjælen som sjælen har i forhold til vores fysiske eksistens her på jorden. Denne fødsel af en sjæl gennem sjælen vil forholde sig til den form for liv, vi har levet på jorden. Hvis vort liv tilbringes i hengivelse til Guds vilje og ifølge Hans formaninger, vil vore tilbøjeligheder gradvist blive forædlede og tilpasset til at nyde åndelige glæder i modsætning til fysiske, inde i sjælen begynder en slags uudviklet sjæl at tage form. Nye egenskaber fødes og nye evner opnås, hvori de, som er vant til fysiske glæder, ikke finder tilfredsstillelse. Disse nye typer af menneskelige væsner kan kun finde tilfredsstillelse i deres hjerte. Selvopofrelse i stedet for bemægtigelse af andres rettigheder bliver tilfredsstillende. Tilgivelse vinder over hævn, og kærlighed uden egoistiske motiver bliver naturligt og erstatter alle forhold, der har ydre motiver. Man kan således sige, at en ny sjæl inde i sjælen er i sigte.

Alle disse forudsigelser vedrørende sjælens udvikling er slutninger draget af forskellige vers fra den hellige Koran. Alligevel kan fremtidens begivenheder ikke nøjagtigt determineres. Det kan kun siges, at noget lignende vil finde sted, detaljerne ligger uden for den menneskelige forståelses rækkevidde. Der er visse aspekter af det nye liv, som det er nødvendigt at diskutere. Ideen om helvede og Paradis i islam er fuldkommen forskellig fra den gængse opfattelse. Helvede og Paradis er ikke to forskellige steder med hver deres tid og rum. Ifølge den hellige Koran dækker Paradis hele universet. ”Hvor vil helvede så være?” spurgte nogle af den hellige Profets^sa fæller, ”Samme sted” var svaret, ”men I har ikke evner til at forstå deres sameksistens.” Med andre almindelige menneskelige begreber: De kan synes at dele tid og rum, men da de i virkeligheden tilhører forskellige dimensioner, vil de eksistere sammen uden at kollidere og uden at have et indbyrdes forhold til hinanden.

Men hvad menes der med den himmelske lyksalighed, helvedes ilds tortur. Svaret på dette spørgsmål har den forjættede Messias illustreret således: Et menneske, der er døden nær af tørst, men ellers er rask, vil få en sådan dyb tilfredsstillelse af et glas koldt vand, som ikke opnås ved almindelig indtagelse af vand eller ved indtagelse af selv den mest indbydende drik. Hvis et menneske er tørstigt såvel som sultent, og det behøver en umiddelbar indtagelse af energi, kan en klase kølige druer give det en dyb tilfredsstillelse, som ikke vil kunne opnås under almindelige omstændigheder. Men forudsætningen for disse glæder er et godt helbred. Hvis man forestiller sig at et sygt menneske, som har kvalme og kaster den væske, der er tilbage i maven op og er på kanten af døden på grund af dehydrering, så tilbydes et glas koldt vand eller en klase kølige druer, vil blot et glimt af dette skabe en tilstand af væmmelse og absolut afsky hos det, for ikke at nævne, hvad der sker, hvis det tager imod disse ting.

Med illustrationer som disse gjorde den forjættede Messias^as det klart, at helvede og Paradis kun er relative begreber. En sund sjæl, som har udviklet en smag for gode ting vil, når den bringes i nærheden af disse ting som den foretrækker, opnå en større glæde end tidligere. Alt hvad et sundt åndeligt menneske higede efter, var nærhed til Gud og hans egenskaber og at efterligne de guddommelige dyder. I Paradis vil en sådan sund sjæl begynde at se, opfatte og føle nærheden af Guds egenskaber som aldrig før. De vil ifølge den forjættede Messias^as ikke blot være åndelige værdier, men vil antage evige former og skikkelser, som den nyligt fødte åndelige sjæl vil glædes ved med hjælp fra den tidligere sjæl, der fungerer som dens legeme. Dette vil igen være relativt. Det modsatte vil gælde for helvede i den forstand, at en usund sjæl vil skabe et usundt legeme for den kommende nye sjæl. Og de samme faktorer, som vil bringe den sunde sjæl glæde, vil være en tortur og en dyb lidelse for dette usunde væsen.

Når vi omtaler sindet eller sjælen i sammenligning med vort fysiske legeme, er der så stor forskel mellem deres fysiske natur, at det næsten er ufatteligt, enhver del af legemet er levende og pulsere af liv, ikke blot i materiel forstand men også af bevidsthed. Enhver partikel i det menneskelige legeme er skænket en vis bevidsthed. Videnskaben forsøger at beskrive denne bevidsthed med termer som elektroniske frekvenser, men det er en meget primitiv måde at beskrive den overordnede bevidsthed, underbevidsthed, immunsystemet og andre af menneskets uafhængige funktioner, som ligger langt uden for vores opfattelsesevner.

Hvad er så denne bevidsthed? Hvordan kan den defineres og forklares?

Det ultimative ’jeg’ hos alt levende. Kan vi kalde det et ego med psykologiske termer? Men det er aldrig lykkedes for en psykolog at definere egoet. Det er det noget, der i religiøse termer bliver beskrevet som sjælen. Der er ingen måde, hvorpå vi kan måle afstanden mellem sjælen og det fysiske legeme. Sjælen er, selv med vor vageste opfattelse, så usædvanlig forfinet, at den på ingen måde kan sammenlignes med det legeme, den befinder sig i. Prøv nu at forestille jer en sjæl, som fødes inde i sjælen gennem en periode på billioner af år. Ved afslutningen af en lang periode finder vi en sjæl inde i en sjæl, som vil være ligeså usædvanlig som den menneskelige sjæls forhold til det menneskelige legeme. Relativt lignende finder dette sted også med hensyn til det kommende liv, som også består at to tilstande kombineret i en enhed.

Den ene tilstand vil med relative begreber være som legemet og den anden som sjælen. I sammenligning med vores legeme vil vores sjæl fremstå som et legeme i forhold til den netop udviklede eksistens.

For yderligere detaljer rådes læserne til at læse hele afhandlingen i The Philosophy of the Teachings of Islam, som ikke blot beskæftiger sig med dette emne, men også diskuterer nogle andre meget interessante emner, der optager sindene verden over.

Hvad sker der med menneskets sjæl i perioden mellem dens fysiske død og dens genopstandelse på dommedag?

Det siges, at den hellige Profet ^sa har sagt, at efter vores død vil et nyt vindue åbne sig i graven;  for de fromme mennesker vil et vindue til Paradis åbne sig og for de syndige åbner et vindue sig mod helvede. Men hvis vi åbner en grav, vil vi ikke finde nogle vinduer! At forstå disse ord i bogstavelig forstand vil ikke give den sande forståelse af dette emne. Det er umuligt, at den hellige Profet ^sa skulle misinformere os, derfor må det siges, at han talte i billedsprog.

Hvis det ikke forholdt sig sådan, ville vi, hver gang vi åbnede en grav, finde vinduer, der enten åbnede sig mod helvede eller lod den vellugtende og behagelige duft til Paradis strømme ind. Men vi er ikke vidner til noget af dette. Hvad betyder den hellige Profets ^sa ord så?

Graven skal forstås som en tilstand mellem dette liv og det kommende. Dér vil det åndelige liv udvikle sig gradvist gennem mange stadier, indtil det når sin ultimative bestemmelse. Da vil en trompet lyde på Allahs befaling, og den endelige åndelige skikkelse vil tage form. I den mellemliggende periode vil forskellige sjæle gennemgå noget, der har lighed med Paradis eller helvede, før de når deres fuldkomne stadie, formet og er rede til at blive rejst til en fuldkommen forandret skikkelse. Koranen illustrerer smukt denne opfattelse:

Jeres skabelse og jeres opvækkelse er kun som én sjæls (skabelse og opvækkelse for Allah). Allah er visselig Althørende, Altseende.

Sura Luqman (31:29)

Ved refleksion vedrørende et barns fødsel af en enkelt celle, kan man finde følgende udsagn i Koranen:

Han er den, som former jer i moders liv, sådan som han vil det.

Sura Al-Imran (3:7)

Dette emne knytter sig til de to former for skabelser, som er nævnt ovenfor. Tag for eksempel tilfældet med børn, som har medfødte lidelser. De bliver ikke pludseligt ramt af lidelser ved fødselstidspunktet, de udvikler derimod gradvist en tilstand af sygdom, der er fremadskridende, og som starter på fosterstadiet. På samme måde vil sjælen hos et menneske, som er åndeligt sygt på dette fosterstadie før dens endelige genopstandelse på dommedag, lide af noget, der ligner helvede og vil forblive i en tilstand af ubehag i den mellemliggende periode, som et usundt barn i sin moders mave. Et sundt barns tilstand er fuldkommen anderledes, selv dets sparken glæder moderen.

Spørgsmålet der rejser sig nu er: Vil sjælen også udvikle sig, ligesom barnet gør i moderens mave, og ville den gennemgå alle disse stadier?

Svaret på dette kan findes i de samme koranvers: ’Ma klalakakum wa ma basukum illa ka nafsin wahidin’ – jeres første skabelse og jeres anden skabelse vil være identiske.

For at forstå den anden skabelse, må vi forstå, hvorledes barnet udvikler sig i livmoderen. Denne udvikling tager tilsyneladende kun ni måneder. Men skabelsen af liv strækker sig over billioner af år. Barnet passerer næsten alle disse stadier af livets udvikling lige fra begyndelsen af det zoologiske liv. Fra graviditetens begyndelse til dens kulmination ni måneder senere afsejler barnets udvikling alle disse skabelsesstadier.

Med andre ord bliver alle faser af evolutionen gentaget i de ni måneder, en efter en, med sådan en fart, at det overgår vore forestillinger. Det holder alle stadier af evolutionens system i live og viser et billede af det.

Skabelsen af liv undergik en lang periode af udvikling for at nå den form, vi er vidner til i ni måneder. Det kaster lys over det faktum, at vores første skabelse foregik over en lang periode, og vores anden skabelse vil også foregå over en lang periode. Ved at studere disse ni måneder kan vi lære noget om livets historie i de billioner af år og også noget om sjælens udvikling i den kommende verden. Det er måske sikkert at udlede, at den tid det tog fra livets første begyndelse til menneskets endelige skabelse, måske vil være nødvendig endnu engang for at udvikle sjælen efter døden.

Til støtte for denne argumentation erklærer Koranen bestemt, at når sjælene er genopstået, vil de tale til hinanden, mens de prøver at afgøre, hvor længe de var på jorden, nogle vil sige: ”Vi var der for en dag,” mens andre vil sige: ”Mindre end en dag.” Allah vil da sige: ”Nej selv det er ikke korrekt.” Med andre ord, Allah vil sige at: ”I var på jorden i langt mindre tid end I tror.” I virkeligheden vil et livs forløb være det samme som en lille del af dagen, hvilket vil være det forhold den genopståede sjæl vil have til hele sit tidligere liv. Jo længere væk noget er, jo mindre synes det. Vores barndom virker som en stor oplevelse, der varede nogle få sekunder, jo større afstanden er til stjernerne, jo mindre synes de. Det Allah prøver på at fortælle os er, at vi ikke vil blive dømt, dagen efter vi dør. Dommen vil derimod finde sted i en så fjern fremtid, at vores tidligere liv forekommer os som få sekunder, om et lille punkt langt borte.

Kort sagt, menneskets genopstandelse bliver beskrevet som en forandring der ikke kan forudses og som en begivenhed, der er lige så sikker som dets eksistens her på jorden. Alle disse emner er detaljeret beskrevet i den hellige Koran.

Forudbestemmelse og den frie vilje

Skæbnen er et emne, der er meget kompliceret, og som er blevet diskuteret gennem tiderne af filosoffer og teologer. I næsten alle religioner er der nogle henvisninger til skæbnens natur.

Vi kan opdele dem, som tror på skæbnen, i to kategorier. De med den almindeligt udbredte tro på skæbnen, som beskriver den som en beskrivelse fra Gud om alt stort og småt. Dette synspunkt er populært hos nogle gådefulde sufisekter, som lever adskilt fra almindelige folk. De hævder, at mennesket ikke har nogen kontrol over noget som helst. Alt er forudbestemt. På den måde er alt, hvad der sker, en udfoldelse af skæbnens store plan, som kun kendes af Gud. Dette er en meget problematisk opfattelse af altings plan og fører uundgåeligt til spørgsmålet om forbrydelse og straf, afstraffelse og belønning. Hvis mennesket ikke har noget valg, så bør det hverken straffes eller belønnes for sine handlinger.

Den anden kategori er en tro på det frie valg, hvor skæbnen praktisk talt ikke spiller nogen rolle i menneskets beslutninger og handlinger. Under diskussionen af skæbnen trænger et andet vigtigt filosofisk spørgsmål sig på, som tilføjer yderligere komplikationer, det er spørgsmålet om forudviden.  Hvilket forhold har Guds forudviden til de ting, som vil ske? Svaret på dette spørgsmål er blevet temmelig vagt behandlet af begge parter i debatten. Vi vil ikke gå ind i en længere diskussion for at sammenholde argumenterne hos tilhængere og modstandere af skæbnen, men vi vil blot forsøge at fremlægge det islamiske synspunkt.

Der er mange slags skæbne, som hver især spiller deres egen rolle i deres respektive sfære, idet de arbejder samtidigt. Naturens love reagerer suverænt, og ingen er hævet over deres indflydelse. Dette er tingenes generelle plan, som kan kaldes for skæbnen i dens bredeste forstand. Den, der følger naturens love med en indgående forståelse af dem, vil opnå en fordel i forhold til dem, som ikke besidder en sådan forståelse. Sådanne folks skæbne vil altid være gunstig, og de vil skabe et bedre liv for sig selv. Men ingen er prædestineret til at tilhøre en bestemt gruppering med hensyn til, om de er på den rigtige eller forkerte side af naturens love.

Der var en tid før renæssancen i Europa, da Orientens muslimske verden var langt mere avanceret i deres forståelse af naturens love. Muslimerne befandt sig konsekvent i en position, hvor de kunne drage fordele af denne viden. Senere, da dette fordomsfrie studie af naturen flyttede til vesten, indvarslede det et nyt lys af viden i vesten, mens østen begyndte at synke hen i en lang, mørk nats ønsketænkning, overtro og drømme. Dette er selvfølelig skæbnen, men af en anden type. Den eneste lov, som er prædetermineret i forhold til denne skæbne, er den uforanderlige befaling, at den, som fordomsfrit studerer naturens love og tillader sig selv at blive ført, hvorhen disse naturlove vil føre ham, vil træde ind på en evig fremskidts vej. Dette er den generelle og almene kategorisering af skæbnen, som overgår alt, undtagen skæbnens love i forhold til religion.

Før diskussionen om skæbnens forhold til religion tages op, bør vi yderligere undersøge nogle områder inden for den denne universelle forudbestemmelse i naturens love. I større global sammenhæng udviser de nogle prædeterministiske træk, men af en anden slags end almindeligvis forstået. I denne forstand taler vi om sådanne sæsonmæssige eller periodiske ændringer i de atmosfæriske balancer, som udgør et meget kompliceret økosystem, hvor selv fjerne  begivenheder, såsom solpletter, spiller en rolle. På samme måde forårsager meteorstormen fra planeter visse ændringer i vejrforhold, klima osv. Disse større påvirkninger sammen med periodiske forandringer i klimaet (som er forårsaget af forskellige faktorer, hvoraf mange endnu ikke kan fastslås med bestemthed) forårsager somme tider små ændringer i vegetationens vækstmønstre og i dyrelivet på jorden. Igen er der faktorer, som er ansvarlige for tørke eller klimaændringer fra en del af jorden til en anden. Istider og global opvarmning, skiftevis, er blot nogle følger af forskellige kosmiske påvirkninger. Disse større påvirkninger virker imidlertidig ikke specielt ind på individets liv på jorden, men da de alle er medlemmer af homo-sapiens familien, bliver de ifølge den endelige konklusion til en vis grad påvirket.

Der er intet, der tyder på, at det enkelte menneskes liv er forudsagt, og at det ikke har et valg eller mulighed for at vælge mellem godt og ondt, rigtigt og forkert. Den Hellige Koran afviser bestemt ideen om tvang og siger klart, at ethvert menneske er frit til at vælge mellem godt og ondt:

Der må ikke være tvang i religionen.

Surah Al-Baqarah (2:257)

Og:

Allah bebyrder ingen sjæl over dens evne. Den tilkommer, hvad den har fortjent, og over den kommer, hvad den har erhvervet sig. Surah Al-Baqarah (2:287)

Og igen:

Og at mennesket kun får, hvad det har stræbt efter.

Surah Al-Nadjm (53:40)

I forbindelse med religion er der dog nogle aspekter af skæbne, som er forudbestemte og uforanderlige.  Der henvises til disse i den hellige Koran som Guds sunnah. En af Guds sædvaner er den forudsigelse, at Guds sendebud uvægerligt vil sejre, hvad enten de accepteres eller ej. Hvis de afvises, er det modstandernes plan, som fejler. Profeterne, deres budskaber og mission må nødvendigvis sejre, uanset hvor magtfulde deres fjender er – nogle få eksempler i menneskets historie er konfrontationerne mellem Moses^as og farao, mellem Jesus^as og hans modstandere og mellem Muhammed^sa, og hans fjender. Religionens sejr er det, som efterlades som arv efter de fortidige kampe mellem profeterne og deres modstandere. Abraham^as og hans tro og de, som holdt fast ved ham og hans tro er fremherskende i verden. Moses^as og de, som ærer ham, Jesus^as og hans budskab og profeten Muhammed^sa og det han stod for dominerer næsten hele verden. Men der findes ingen, der holder fast ved deres modstanderes vej og værdier. Denne skæbne udspiller sig ikke i andre konfrontationer mellem mennesker. Den almene regel er, at den stærke vil tilintetgøre den svage. Med hensyn til den religiøse skæbne er det det modsatte, som bliver et ubrydeligt princip.

Selvom naturens love løber en et jævnt forløb, og man normalt ikke finder undtagelser fra de almene love, men ifølge planen for alting, udledt fra forskellige koranvers, tilhører naturens love, som er os bekendte, forskellige kategorier og sfærer, men når de står i modsætning til andre love, vil de love, som besidder den største kræft, altid overgå de svage. Selv en lov, som har den største og vidtrækkende indflydelse kan blive overvundet indenfor en sfære af en mere magtfuld lov, der modarbejder den. Termodynamiske og elektronmagnetiske love kan i modsætning til tyngdelovene vinde indenfor et begrænset område, selv om tyngdelovens indflydelse er langt større og mere vidtrækkende. Da menneskets forståelse af naturen udvikler sig fra tidsalder til tidsalder, bliver fænomener, der engang blev afvist som umulige, tænkelige og genstand for iagttagelse.

I forlængelse af denne indledning er det således: Hvis Gud, ifølge islam, beslutter sig for at velsigne en særlig af sine tjenere særligt med en usædvanligt manifestation og nogle skjulte love, bliver sådanne manifestationer betragtet af iagttagerne som mirakler og overnaturlige begivenheder. Men disse ting sker i henhold til naturens love, som varsomt kontrolleres for at frembringe en overraskende effekt. I en særlig Guds tjeners liv spiller skæbnen her en særlig rolle.

Ligeledes kan skæbnen også forstås i forhold til den genetiske, sociale, økonomiske eller uddannelsesmæssige baggrund hos individet, som synes at være et hjælpeløst produkt af omstændigheder. Individets hjælpeløshed danner dets skæbne, over hvilken det ikke har nogen kontrol. Det siges således, at en rigmands barn fødes med en sølvske i munden.

De omstændigheder hvortil et menneske fødes, samfundet  det vokser op i, det daglige spil af tilfældigheder, som spiller en rolle i enhvers liv, anslag af såkaldt held eller uheld, ulykkerne som man måske undgår eller bliver et bytte for, er alle områder, hvor individet har meget lidt valg.

Det bør dog ikke forstås sådan, at man kan være en særlig skydeskive for sådanne begivenheder eller ulykker, som spiller en vigtig rolle i skabelsen eller ødelæggelsen af et liv.

Individer, der fødes i hjem, hvor fattigdom hærger, er langt mere tilbøjelige til at blive bytte for småkriminalitet eller endda alvorlig kriminalitet. Fattigdom er den mest tvingende årsag af alle, som skaber og fremmer kriminalitet. Hvis dette opfattes som skæbne, så vil det kaste et sørgeligt lys på Skaberen. Så for det første bør det klart forstås, at skæbnen kun er en del af en støre overordnet plan for alting, som ikke udsteder særlige forordninger for mennesker i udvalgte familier. På en større økonomisk plan må der nødvendigvis være nogle, der er mere  heldigt stillet end andre med hver deres udgangspunkter. Det er fejlagtigt at sige, at de hver for sig blev mærket af skæbnens Herre før deres fødsel, til at blive det de er under visse særlige omstændigheder. Alligevel er der andre spørgsmål, der skal besvares. Hvordan vil de blive behandlet i forhold til den kriminalitet, de har begået i modsætning til dem, der blev født til mere velhavende omstændigheder, og som har meget få, om overhovedet nogen baggrund, der kunne tilskynde dem til kriminalitet? Hvis forbrydelsen er den samme, skal de så behandles ens?

Den hellige Koran besvarer dette komplicerede spørgsmål i det følgende vers:

Ingen sjæl vil blive bebyrdet over dens evne, Sura Al-Baqarah (2:287)

Dette betyder, at baggrundsfaktorer, sociale og andre faktorer, som omgiver et menneske helt sikkert vil blive taget i betragtning, og det vil blive bedømt i overensstemmelse med dem. I Allahs åsyn er det ikke kun forbrydelsen i sig selv, som vil blive straffet mekanisk, men alle de forudgående faktorer, som skabte forbrydelsen, vil også blive taget i betragtning med det endelige resultat, at retfærdigheden vil ske fyldest.

Den heldige og den uheldige vil ikke blive bedømt med samme strenghed, og miljøet og et menneskes baggrund vil bestemt blive taget i betragtning. Ligeledes vil de gode handlinger blive belønnet langt mere, hvor det drejer sig om et menneske, hvis forhold højst sandsynligt afholder ham for at gøre godt end et menneske fra miljøer, hvor det at gøre godt er en selvfølge.

Skæbnen er således et meget kompliceret emne, men da den ultimative beslutning ligger i den alvidende, altgodtgørende, altmagthavende og alvise Guds hænder, vil retfærdighedens bud i sandhed sejre gennem den endelige analyse. Der er visse områder, hvor mennesket er frit til at udøve sin vilje, hvor det kan vælge mellem godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, og for hvilke det vil blive ansvarlig. På den anden side er der områder, hvor mennesket ikke har meget råderum, og hvor det synes at være en brik i et større spil. Den almindelige plan i naturen, som omfatter og kontrollerer nationers og folks skæbner, er et sådant område. Men over for de større forhold, står det enkelte individ i samfundet totalt hjælpeløst. Det har intet andet valg end at bevæge sig af sted som et strå, der følger med de bølger, som skabes af flodens strøm.

Skæbnen er et emne, der er meget stort og kompliceret, og det kræver en mere vidtgående behandling. Så med disse få antydninger vil vi bringe denne diskussion til afslutning.