Efter den 11. september 2001 æn­drede verden sig. Den tragiske ter­rorhandling i USA kan kun fordømmes både af muslimer og af ikke muslimer. Islam er imod en­hver terrorhandling. Politisk vold er dagens uorden, men muslimer bliver ofte identificeret med vold, og man mener, at der skulle være grundlag for noget sådant i islam. Dette er en forvrængning og et misbrug af religionen, som også mullaer gør sig skyldige i med tragiske følger for de befolknings­grupper, som lader sig påvirke af dem. Med løfter om paradisiske glæder får disse mullaer visse per­soner til at udøve terror. De tror, det er i religionens navn - uden at ane, at de er udsat for politisk manipulation.

Forældreløse børn græder lige meget i USA og i Afghanistan. Vi har ikke at gøre med "hellig krig". Vi må hellere finde ud af, hvad djihad er, og arbejde for vejen til fred.

Djihad

Djihad er et af de mest mis­forståede aspekter i islam. År­sagerne kan være flere, men bag­grunden herfor kan sikkert findes hos f.eks. både muslimer og kristne. Den kristne og den mus­limske verden har gennem århun­drederne haft indbyrdes konflikter. Her kan vi blot erindre korsfar­ernes "hellige krige", og tyrkernes ekspansion i det sydøstlige Europa så sent som i 1500-tallet. I vor tid med konflikt i Mellemøsten, et­niske udrensninger af muslimer på Balkan, en Golfkrig og borgerkrig i Algeriet er det for nogle let at fremmane gamle forestillinger om muslimer, som i religiøs fanatisme vil tvangsomvende andre - herun­der kristne - til islam.

Selv den hjemlige debat kan få disse anstrøg, ikke mindst fordi visse politiske ledere gerne vil fremstille islam og muslimerne som en fare for det danske sam­fund. I den anledning kan man pro­filere sig i sociale konflikter på Nørrebro og andre steder og hævde, at disse ulykkelige tildragelser har rod i islam. De er sikkert et udslag af muslimers trang til vold, tvangsomvendelse af andre og Djihad. Her er visse dele af pressen og dele af den danske befolkning desværre ofre for denne form for demagogi og manipula­tion ud fra devisen: "Vi ved jo udmærket, hvordan det forholder sig med muslimer og islam".

Derved er det gamle fjendebillede igen blevet støvet af og forstærket, og det er i visse sammenhænge næsten umuligt at få det ændret -endsige fjernet, idet det bruges som både syndebuk og sutteklud for egne frustrationer ud fra de­visen, at mine problemer er de an­dres skyld - og de er stadig farlige. I den forstand er Henrik Nathansens skuespil "Inden for murene" stadig aktuelt, idet vi alle har vore frustrationers eller for­dommes mure at kæmpe med. Nogle bygger dem op, andre forsøger at nedbryde dem. Til det første er der adskillige, som gerne vil producere uforsonlighedens be­ton, mens andre til det sidste forsøger med argumenter og sameksistensens nødvendighed. Derved bliver udsynet klarere og sjælene frigjorte, så vi alle indser, at vi er mennesker og ikke primater styret af frygt og flokmentalitet.

Men hvad har Djihad med oven­nævnte at gøre? Meget mere end man egentlig skulle tro! Djihad op­fordrer netop til, at murene i både det enkelte menneske og i samfun­det bør fjernes. Dette vil være til fælles gavn, men for at få den rette indfaldsvinkel til forståelse af be­grebet Djihad, er det bedst at tage sit udgangspunkt i Koranen.

Djihad ifølge Koranen

Djihad betyder 'at stræbe' eller at anstrenge sig for en god sags skyld - eller for islam. Ordet Djihad kom­mer fra det arabiske ord jahada, som netop betyder at være rede og gøre en anstrengelse. Når det siges, at man skal anstrenge sig for islams sag, bør man betænke, at islam netop betyder vejen til fred (islam og salam kommer fra samme sproglige rod eller oprindelse), og salam betyder netop fred. Hvorfor bør en muslim anstrenge sig her­for? Svaret er enkelt: "For at ud­føre Allahs vilje og vinde Hans velbehag." Dette gøres ved, at ud­vikle sig selv og undgå det onde og fremme det gode. Koranen lærer, at livet er en stadig udfordring fyldt med modgang - men også at dette kan vendes til velsignelse ved at stræbe på den rette vej. Dette vil bl.a. være at overvinde sit ego, at hjælpe sine medmennesker, at ud­folde de velsignelser, som Allah (Gud) har nedfældet i Sit ska­berværk - udfolde dem og forvalte dem til fælles glæde og udvikling for os alle. Igennem disse hold­ninger og handlinger ligger tilbe­delsen af Allah også. Djihad er et grundæggende begreb i islam. Der­for bør Djihad ikke komme i kon­flikt med andre islamiske begreber eller bud. I Koranen læser vi:

OItroende, bøj jer og kast jer ned og tilbed jeres Herre, og gør det gode, at I må udvikle jer (til det bedre). Og stræb for Allahs sag med den rette stræben, han har udvalgt jer og ikke lagt nogen knu­gende byrde på jer i religionen, jeres faders Abrahams tro ... (Koranen 22:78-79).

Der må ikke være tvang i religio­nen ... (Koranen 2:257)

Anstift ikke ufred på jorden ... (Koranen 2:12)

Ud fra disse vers må det klart er­kendes, at formålet med Djihad ikke er tvangsomvendelse til islam eller at skabe ufred - tværtimod.

Djihads tre udtryks­former

Den første form for Djihad (Djihad-e-Akbar) er at forkynde Allahs (Guds) ord. At det er med Koranens ord, at muslimer skal kæmpe fremgår af følgende: Adlyd derfor ikke de vantro, men før ved hjælp af denne Koran en stor krig imod dem. (Koranen 25:53)

Muslimer er forpligtede på at forkynde islam gennem praksis og gode gerninger og ikke blot på det talte ord; man kan måske sige, at budskabet gennem de gode han­dlinger bliver levendegjort.

Den anden form for Djihader at bekæmpe sit ego eller sin egoisme, det vil sige sin indre fjende. Men­nesket er på mange måder svagt. Derfor kan vi forledes af begær, dovenskab, hovmodighed, ned­ladenhed, magtsyge m.m. For at overvinde disse forhold må den enkelte udkæmpe en kamp - hos nogle er det måske en daglig eller evig kamp. Denne kamp er også et udtryk for Djihad. Koranen siger herom:

Frygt da Allah efter bedste evne -og lyt og adlyd og giv ud for Hans sag. Det vil være godt for jer. Og de, der er reddede fra deres egen gerrighed, er dem, der vil blive fuldkomne. (Koranen 64:17)

Denne kamp kan være livslang, men fortsættes, til man har fået fred (hengivet sig i islam), til man er kommet Allah nær. Når man har søgt Ham som skjold, bliver Han forsvaret mod alt ondt - enten det er skjult eller åbenbart.

Den tredje form for Djihad (Djihad-e-Asghar) eller 'den lille Djihad' er retten til selvforsvar. Koranen har nogle særdeles klare retningslinier herfor: Tilladelse til kamp er givet til dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret - og Allah har virkelig magt til at hjælpe dem. Disse er det, som uretfærdigt er blevet drevet ud af deres hjem, blot fordi de sagde: Allah er vor Herre, og hvis Allah ikke drev nogle men­nesker tilbage ved andre men­neskers hjælp, ville klostre og kirker og synagoger og moskeer hvori Allahs navn ihukommes med sikkerhed være blevet revet ned. Og Allah vil visselig hjælpe den, som hjælper Ham. Virkelig (eller i sandhed) Allah er den Magtfulde, den Almægtige.   (Koranen 22:41)

I Koranens anden sura, al-Baqarah, læser vi:

Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke an­griberne. Og dræb dem, hvor I end finder dem, og driv dem ud derfra, hvorfra de har fordrevet jer, thi forfølgelse er værre end krig. Men bekæmp dem ikke ved den Hellige Moske, førend de bekæmper jer der. Men hvis de kæmper mod jer, kæmp da med dem. Således er de vantros belønning. Men hvis de afstår (fra at kæmpe), så er Allah i sandhed Den mest Tilgivende, Barmhjertige. Cg bekæmp dem, ind­til der ikke mere er forfølgelse, og bekendelsen til Allah (troen er) fri, men hvis de afstår (fra kamp), husk så, at intet fjendskab er tilladt -undtagen  mod  undertrykkerne.

(Koranen 191:194)

Af ovenstående ses det, at mus­limer kun må gribe til væbnet kamp for at forsvare religionsfriheden, for retten til deres hjem og for opretholdelsen af den menneske­lige værdighed. Kamp grundet i personligt uvenskab er forbudt, kamp med destruktion for øje er forbudt, kamp mod værgeløse er forbudt, og krig for at omvende folk til islam er forbudt.

Disse eksempler er ikke blot teorier eller ikke anvendte bud i Koranen. I Muhammads liv eller Sunnah (sædvane eller praksis) manifesteredes disse holdninger. Vi må ønske, at de i samme om­fang både vil blive forstået af mus­limer såvel som af ikke muslimer i vor tid. I hvert fald kan det siges utvetydigt, at muslimer har en dobbelt forpligtelse - nemlig at forstå filosofien bag Djihad og at udøve bestræbelsen for det gode i eget liv!