Tale af den nuværende kalif, Hadhrat Masroor Ahmad (må Allah styrke ham), leveret d. 19. december 2009 under VIP receptionen afholdt ved Ratskeller am Romer på 50 års Jubilæet af Nur Moskéen i Frankfurt.

 

Til alle I ærede gæster, Assalamo alaikum Warahmatullah, Fred og Allahs Velsignelser være over jer alle.

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle jer, der er kommet for at deltage i 50 års jubilæet af vores Nur Moské her i Frankfurt i dag. Det, at I er her, viser at I er åbensindede mennesker, fordi I er kommet hertil på trods af den verserende anti-islamiske kampagne der foregår i samfundet i øjeblikket; ikke kun imod muslimer, men også imod islam.

 

Efter at have lyttet til talerne af alle ærede gæster er jeg endnu mere sikker på, at min opfattelse af jer som åbensindede mennesker er korrekt. Denne kampagne, som er drevet af islams modstandere, præsenterer Islam som en ekstremistisk religion. Men det er i virkeligheden langt fra religionens faktiske lære.

 

Når folk, som ikke er bekendt med islam, hører den slags påstande, eller når de hører om terrorister i nyhederne, muslimske selvmordsbombere, fanatikere og ekstremister, så begynder de virkelig at tro på, at Islam er en ekstremistisk religion, som foreskriver terror, og at muslimer er fulde af had og opfatter alle ikke-muslimer som værdiløse. Endvidere kan de få den opfattelse, at det kun er Islams Lære som udgør en trussel imod verdensfreden. Det glæder mig, at I som sidder foran mig her ikke har det synspunkt, men der er mange mennesker i denne verden, som har den holdning. Uheldigvis er denne forkerte opfattelse blevet rodfæstet, men jeg vil nu afdække nogle af misforståelserne i lyset af Islams sande lære.

 

Som jeg nævnte tidligere, viser jeres tilstedeværelse på trods af at I har hørt alle den slags falske anklager, at I ikke kun ønsker at høre ét synspunkt, men at I ønsker at være retfærdige og derfor er kommet for at erfare hvad Ahmadiyyat-menigheden siger om Islams lære.

 

Jeg har altid sagt, at jeg ikke holder mig tilbage fra at indrømme, at visse ekstremistiske ’muslimske’ grupperinger har skabt frygt i denne verden. Men denne mangel på fred eksisterer mere i lande hvor disse stiftere af ufred findes end i Europa eller andre steder i verden. Det viser at denne kamp ikke er imod nogen religion, men er værket af en lille selvoptaget gruppe, som skaber ufred og som udfører angreb i religionens navn. Hvis man analyserer situationen, opdager man at disse mennesker, som kun plejer deres egne interesser, har dræbt flere muslimer end mennesker tilhørende andre religioner.

 

De ikke-muslimer der bliver dræbt er dem som sender militær for at støtte sådanne muslimske lande med en underliggende forklaring om at de vil skabe fred.

 

Jeg ønsker ikke at kommentere hvorvidt militær assistance er rigtig eller forkert, eller hvorvidt de vestlige magters vurdering af terroristernes fremtidige planer er velbegrundede. Jeg ønsker heller ikke at kommentere den strategiske position af Pakistan, Afghanistan og Irak eller hvorvidt terroristerne forsøger at dominere visse områder eller hvad den endelige løsning bør være i forhold til at takle krigen mod terror. Det er alle separate emner, som jeg vil foretrække ikke at tale om her.

 

Men som Ahmadiyya menighedens leder vil jeg gerne fjerne misforståelserne om Islam og fremlægge det sande og smukke billede af Islam som vi ser den.

 

Jeg vil nu præsentere nogle få eksempler af Islams lære, som er baseret på den hellige Koran som omhandler skabelsen af fred i verden.

 

Hvis vi ser på de grundlæggende årsager til religiøs fjendtlighed blandt tilhængere af religion, er de primære årsager at folk afviser grundlæggerne af hinandens religioner som værende falske og at de gør grin med de ritualer og traditioner som hører til grundlæggeren af religionen.

 

Lad os se hvad Islam lærer om profeter eller grundlæggere af religioner. I kapitel 3, vers 85 siger den hellige Koran:

 

   ”Sig: vi tror på Allah og hvad Han har åbenbaret os, og hvad Han har åbenbaret Abraham og Ismael og Isak og Jakob og stammerne, og på det, der blev givet Moses og Jesus og (alle) profeterne fra deres Herre, Vi gør ingen forskel mellem dem, og vi underkaster os Ham.”

 

Det er Islams smukke lære.

 

Hvis en muslim påstår at han adlyder Allah er han også forpligtet til at tro på alle profeter. Allah den Almægtige nævner, at Han har sent profeter til alle folkeslag som et middel til reform og nogle af profeterne har Allah også angivet navnet på i Koranen. Islam har med andre ord lagt fundamentet for fred, harmoni og sameksistens ved at gøre samtlige religioners grundlæggere værdige for respekt. 

 

Ser vi på Islams tidlige historie ser vi, at selv efter at muslimerne blev tvunget fra Mekka til Medina på grund af forfølgelserne, fortsatte de ikke-troende i Mekka deres forfølgelser. De forsøgte at tilintetgøre muslimerne ved at angribe dem. Det var kun i dette tilfælde, at Allah den Almægtige tillod den hellige Profet (Allahs fred og velsignelser være over ham) og hans tilhængere at kæmpe i forsvar.

 

Det er nævnt i den Hellige Koran i kapitel 22, vers 40-41. Oversættelsen er:

 

   ” Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem.

(tilladelsen gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun fordi de sagde: Vor Herre er Allah (alene). Og hvis Allah ikke drev visse mennesker tilbage ved hjælp af andre mennesker [dvs. ved krig], så ville visselig klostre og kirker og synagoger og moskeer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet ned. Og Allah vil visselig hjælpe den, der hjælper Ham, thi Allah er Stærk, Almægtig.”

 

Bemærk at det ikke kun er islams rettigheder der er blevet fremhævet her. Muslimer er ikke kun blevet pålagt at beskytte deres egne rettigheder, men det er også befalet dem at forhindre de onde hensigter af dem, der sætter andre ved siden af Gud, idet de ellers ville begynde at tro så meget på sig selv, at de ville forsøge at udradere alle religioner.

 

Muslimer er blevet instrueret i at opretholde og beskytte respekten for alle tilbedelsessteder for alle religioner og det er en del af deres lære at hvis de er nødt til at støtte andre religioner i at opretholde denne befaling skal de støtte dem. Hvis man handler ud fra gode hensigter vil Gud hjælpe en.

 

Historien bevidner dette. De 313 disciple af Islams hellige Profet Muhammad (Allahs fred og velsignelser være over ham) som var meget dårligt udrustet til krig, konfronterede og besejrede de veludrustede styrker som var 3 gange større end dem selv. Det er bevis på at Gud er på sandhedens side. Hvis en muslim i dag handler imod denne lære, handler han imod Allahs befalinger.

 

I lyset af denne lære kan I selv granske med jeres hjerter, hvorvidt der kan rejses nogen som helst anklage mod islam.

 

Bør handlingerne af en håndfuld muslimer, som alene dyrker deres egne interesser, blive brugt som begrundelsen for at pine den øvrige muslimske verden? Enhver anstændig person, som oprigtigt ønsker fred i verden, vil med sikkerhed ikke ønske at være den der pådrager nogen andre smerte.

 

Som nævnt tidligere og som I er bekendt med i dag, afholder vi denne forsamling i anledning af vores Moské Nur’s 50 års jubilæum. Det er det samme budskab der er blevet prædikket gennem de sidste 50 år fra denne moské, fordi moskéer er centre for udspredelse af kærlighed, fred og tilbedelsen af Gud.

 

I dag har Ahmadiyya menigheden i Tyskland opnået at etablere 35-40 mosker. I vil aldrig høre ytringer eller slogans, der bunder i had eller udbredelse af ufred fra én eneste af disse moskéer. Hvis der ytres noget fra disse moskéer, så er det budskabet om at tilbede den Ene Gud og for at opfylde rettighederne for dets skabninger. Og det gælder ikke kun Tyskland.

 

Ahmadiyya menigheden har tusinder af moskéer i verden og ikke fra én eneste kan det påvises at budskaber om had eller ufred bliver udbredt eller at det er sket tidligere.

 

Ikke desto mindre må jeg med dyb beklagelse erkende at der er blevet lanceret en bølge i visse vestlige lande og af visse grupper, som uden sondring betragter enhver muslim som terrorist og som påstår at Islam lærer terrorisme. Fra tid til anden rejser disse grupper deres stemmer imod selve Islam.

 

Det seneste eksempel på det er afstemningen i Schweiz om at bandlyse minareter på moskéer. Ifølge reportager i aviser var flertallet af dem der stemte for at forbyde minareter den tysk-talende del af den schweiziske befolkning.

 

Jeg kan ikke forstå hvordan det at ændre på formen eller den kosmetiske bygning af moskéer vil ændre på karakteren af de mennesker der kommer for at bede i moskéer. Hvis vi antager at moskéer er kilden til læren om had, vil undladelsen af minareter pludselig ændre på dette had? Dette had og disse fjendtligheder vil ikke ophøre på denne måde, men det vil skabe bekymring og sorg blandt det fredelige flertal af muslimer. Deres følelser bliver uundgåeligt påvirket deraf.

 

På den ene side påstår de vestlige regeringer at være sekulære og på den anden side sætter de begrænsninger på religiøs frihed. Ved at gøre dette har de prøvet at modvirke ekstremisme med ekstremisme. Når den slags uigennemtænkte løsninger bliver lanceret bliver reaktionen lige så meningsløs.

 

Ahmadiyya menigheden som er under ledelsen af Khilafat reagerer aldrig på en forkert måde. Selv mishandling besvarer vi ved bønner. I visse muslimske lande er der restriktioner på minareter og kupler af vores moskéer men vi forbliver stille. Men ikke-Ahmadi muslimer kan reagere på en ekstrem måde og det er sket tidligere.

 

Jeg appellerer derfor til alle jer, den uddannede klasse af tyskere, om fortsat at udvise den åbenhjertighed som I har vist tidligere. I bør absolut optage de positive ting fra jeres naboer, men undlade de dårlige. Minareterne og moskéerne er symboler på at sprede lys og herfra bliver der rejst stemmen om at Gud er den Største og at ingen anden og intet andet er tilbedelse værdig og at Muhammad (Guds fred og velsignelser være over ham) er Guds sendebud og tjener. Kom til moskéen, fordi I kun kan oprette fred i verden ved at udvikle et tilhørsforhold med Jeres Skaber, med Allah. Og kom hen imod succes,fordi det kun er igennem tilbedelse af Ham og ved at vedligeholde fred i verden at succes kan opnås.

 

Det er altså formålet med minareten, og hvis der bliver rejst en stemme der afviger fra dette formål fra en hvilken som helst minaret, er det imod Islams lære. Det er regeringens ansvar at straffe den slags kriminelle frem for at straffe samtlige fredelige mennesker for handlingerne af et enkelt vildfarent individ.

 

Fred i verden kan ikke opnås ved masseafstraffelse. Det giver med sikkerhed anledning til opbyggelsen af vægge af had, der er svære at nedbryde. Dog for at slå disse vægge ned har den Hellige Koran lært os i Kapitel 5 vers 9:

 

”O I som tror, vær standhaftige for Allah(s sag), (idet I er) vidner med retfærdighed. Og lad ikke fjendskab til [eller: fra] et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! ― det er nærmere ved gudsfrygt. Så frygt Allah, thi Allah er vidende om, hvad I gør.”

 

Det er Islams smukke lære, at når forholdet mellem mennesker og lande nogle gange er bittert, betyder det ikke at man kan se bort fra retfærdighed. Hvis man ser bort fra retfærdighed, medfører det en distance blandt mennesker fra oprigtighed og ærlighed, og en person som er distanceret fra oprigtighed og ærlighed har intet forhold til Gud. En sådan person handler ikke for Guds skyld, fordi Gud siger at hvis du ønsker at komme tæt på Ham, må du handle ud fra retfærdighed. Selv din fjende bør ikke lide unødigt fra dig.

 

Et andet sted siger den Hellige Koran at erstatningen for en skade bør være i forhold til selve skaden, men hvis man vælger at tilgive, og hvis denne handling af tilgivelse skaber reformation, er det bedre fordi en sådan tilgivelse bliver belønnet af Gud. Det er metoderne for reformation i et samfund og det er måderne at etablere fred, som Islam har lært os.

 

Ifølge vores tro sendte Allah grundlæggeren af Ahmadiyya menigheden, den forjættede Messias af denne tidsalder for at genoplive denne lære. Han prædikede kærlighed og fred for at opnå en ende på religiøs ekstremisme og religiøse krige. Han pålagde os at tage hensyn til andres religiøse følelser.

 

Og det er præcist i overensstemmelse med Islams lære, nemlig at man end ikke bør sige noget imod de ikke troendes idoler, med mindre de ytrer noget om jeres Gud som kan være ødelæggende for samfundets fred.

 

Som jeg nævnte tidligere skaber det had og ødelægger freden, når man taler dårligt om andre religioners grundlæggere og deres religiøse traditioner.  Verden er i dag sunket ned i den slags problemer.

 

Økonomiske og sociale problemer har skabt ufred, og disse tilstande er i sig selv årsagen til skabelsen af uorden. At tilføje religion til denne ustabile tilstand er ikke nogen god ide, selv om det er almen viden at der er visse mennesker, der har en interesse i og som søger denne ustabilitet.

 

Med henvisning til dagens anledning vil jeg sige at for den samfundsmæssige freds skyl må vi være hensynsfulde mod hinandens religiøse følelser. I denne tid kalder vi verden for den globale landsby på grund af vores handel og hurtige medie- og transportforbindelser. Derfor bør der i ethvert land være fuldstændig religiøs frihed for samtlige religioner, så længe det ikke skader landets fred.

 

Tilhængerne af enhver religion bør frit kunne praktisere deres religiøse handlinger. Hvis regeringerne blander sig i religion i denne civiliserede verden vil den slags indblanding være i modstrid med deres påstand om at være sekulær og beskytte menneskers rettigheder.

 

Jeg afslutter min tale ved at sige, at enhver person bør prøve at imødekomme rettighederne af sin Skaber og skabning, og ikke undertrykke andre menneskers rettigheder, således at fred kan virkeliggøres i verden.

 

Endelig vil jeg endnu engang sige tak til alle jer som har deltaget i vores forsamling, og som på denne måde har udvist åbenhjertighed.

 

Mange tak.