Den guddommelige hensigt
De, som følger sendebudet, Profeten, den lastefrie, som de finder omtalt i Toraen og i Evangelierne, som de er forsynet me  (Koranen 7:158)
Det har altid været den guddommelige hensigt, at Gud, før en profets komme, når tiden er inde til dette, afslører... 

for menneskeheden, hvad fremtiden vil bringe, således at mennesket er i stand til at erkende sandheden, når den kommer.

Der har desværre været en tendens blandt forskellige dele af menneskeheden til at betragte det, som er blevet dem skænket som fuldkomment i sig selv, for derefter at sige, at der ikke er behov for mere. Dette har ikke været Guds plan eller hensigt, ikke før hele den sandhed, som er Guds endelige hensigt, er blevet åbenbaret. Henvisninger til traditioner støtter ikke blot den nye leder i dennes krav på lederskab, men styrker også troen på dem, hvis profetier han er kommet for at opfylde.

Der er uden tvivl mange profetier vedrørende den hellige Profet Muhammads komme i Det Gamle såvel som i Det Nye Testamente. Men i det ovenstående vers fra Koranen er Toraen og Evangelierne specielt nævnt, da Moses og Jesus er de mest fremtrædende skikkelser blandt alle de jødiske profeter.

Hvorfor citere Bibelen
For at forebygge eventuelle misforståelser er det nødvendigt at sige, at vi muslimer ikke accepterer, at kristne missionærer citerer Koranen for at understøtte deres synspunkter. På trods af dette bygger centrale dele af denne argumentation på kristne skrifter. Den dybereliggende årsag til dette tilsyneladende paradoks er, at mens kristne ikke betragter Koranen som guddommelig og dens sendebud som en sandfærdig profet, anser vi muslimer kilden til Bibelen for hellig og guddommelig og dens sendebud som en sandfærdig mand. Her følger et vers fra vor guddommelige Bog (den hellige Koran), som bekræfter udsagnet:

”Sig vi tror på Allah, og på det, som er blevet os åbenbaret, og på det, som blev åbenbaret Abraham og Ismael og Isaak og Jakob og hans børn, og på det, som blev skænket Moses og Jesus, og på det, som blev skænket alle profeter fra deres Herre. Vi gør ingen forskel mellem dem, og det er Ham, vi underkaster os.” (Koranen 2:137)

Naturligvis betragter muslimer de kristne skrifter som forvanskede i tidens løb, men til trods for dette rummer de stadig i en vis udstrækning nogle oprindelige sandheder.

Religionernes enhed
Det forhold, at Profeten Muhammad bekræftede sandheden i de tidligere åbenbaringer, er med til at skabe et stærkt grundlag for samhørighed både mellem de forskellige verdensreligioner og hos menneskeheden. At alle de forudgående profeter bekræfter Profeten Muhammads sandhed, bevidner i endnu højere grad islams sandhed og religionernes enhed. Nogle af de profeter, som levede for tusind år siden og i lande langt væk fra Arabien, har forudsagt islams store Profet. Nogle af profeterne har formentligt opfordret både jøder og kristne til at slå sig ned i Arabien, for Profetens hjemland er omtalt ved navn i deres skrifter.

En profet som Moses
En profeti, som omtaler den hellige Profet Muhammads komme, blev givet til Moses:
“Jeg vil af deres egen midte lade en profet som dig fremstå for dem, og jeg vil lægge mine ord i hans mund. Han skal forkynde dem alt det, jeg befaler ham, og den der ikke adlyder mine ord, som han taler i mit navn, vil jeg kræve til regnskab.”(Femte Mosebog 18:18-19)

Den her omtalte profet var ikke Jesus eller andre jødiske profeter, idet ingen af dem hævdede at være den forjættede profet nævnt i denne profeti. Der står i Johannes Evangeliet, at på Jesu tid forventede jøderne tre profeters komme. De første to profeter var henholdsvis Elias og Jesus, og den tredje var af en så universel karakter, at i hans tilfælde var yderligere tegn unødvendige. Ordene ”denne profet” var tilstrækkelige til at angive, hvem der var tale om. (Johannes 1:19-21). Således var det en almindeligt udbredt forståelse af Mose profeti vedrørende en profet som ham, der havde vundet indpas blandt jøderne. Jesus hævdede at være Messias (til jøderne), og han betragtede Johannes Døberen som Elias (Matthæus 11:14, 17:10-13). Yderligere profeterede han sin genkomst i de sidste tider, når den sande tro ville være forsvundet fra jordens overflade (Lukas 18:8).

Peter beskriver ”denne Profets” tid således:

…så skal de tider komme fra Herren, da vi kan ånde frit, og han skal sende den salvede, som forud var bestemt for jer, og det er Jesus: Han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordumstid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund. Moses har jo sagt:” Herren jeres Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne; ham skal I adlyde i alt, hvad han forkynder for jer.” (Apostlenes Gerninger 3:20-22)
Peters ord antyder, at ”denne profets” komme vil finde sted før Jesu genkomst.

Jesus fremhævede i vingårdslignelsen, at efter ham vil vingårdens herre komme, og tilføjede:

”Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter.” (Matthæus 21:43)

Således gjorde Jesus det klart, at den Profet, som skulle komme efter ham, ikke ville være af jødisk afstamning, men derimod komme fra en anden nation dvs. fra deres brødre ismaelitterne.

Der hersker ingen tvivl om denne profeti, og den er på det smukkeste blevet opfyldt ved Muhammad, islams hellige Grundlægger. For det første var han af Ismaels efterkommere, jødernes broderfolk. Således blev Guds løfte vedrørende Ismael opfyldt:

”…Jeg vil velsigne ham og gøre ham uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge skal han blive far til, og jeg vil gøre ham til et stort folk.” (Første Mosebog 17:20)

For det andet var han den Profet, som kom med en ny lov, den hellige Korans lov. Ingen af de jødiske profeter, herunder Jesus af Nazaret, kom med en ny lov med undtagelse af Moses. Ej heller hævdede nogen af dem at være som Moses. Men om Profeten Muhammad står der eksplicit i den hellige Koran, at han var en profet som Moses:

”Vi har sendt en Profet til jer, ligeledes som Vi sendte en profet til Farao.” (Koranen 73:16)

Igen henleder følgende udsagn fra Koranen jødernes opmærksomhed mod profetien i Femte Mosebog 18:18:
”…Et vidne blandt jøderne har skabt et vidne som ham…” (Koranen 46:11)

Den tredje bekræftelse er, at Muhammadsa ikke talte sin egen sag, som det var profeteret. Han var blot Guds talerør.

”Han (Muhammad) talte ikke ud fra sin egen sag; det var visselig Guds ord, der blev ham åbenbaret.” (Koranen 53:4-5)

Den fjerde bekræftelse på, at Muhammad opfyldte profetien, er, at alt, hvad han sagde, blev sagt i Guds navn, som det var blevet profeteret. Således indledes samtlige kapitler i Koranen undtagen et med ordene:

” I Allahs den Nådiges, den Barmhjertiges navn.”

Herren manifesterer sig på Paranbjerget
Der findes en vigtig profeti, der lyder således:

”Han sagde: Herren kom fra Sinaj, fra Se’ir fremstråled han for dem, brød frem i lysglans fra Parans bjerge og kom fra de hellige titusinder. Ved hans højre lued ild dem i møde.” (Femte Mosebog 33:2) (Det Gamle Testamente, rev. oversæt., Kbh. 1871)

”Kom fra Sinai” henviser til Mose fremtræden, og med ordene ”kom fra Se’ir” refereres der til Jesus. Den profet, som kom frem fra bjerget Paran, kan ikke være andre end Arabiens hellige Profet, idet Paran er det oprindelige navn på det område i Arabien, hvor Ismaels børn, Muhammads forfædre, var bosat. Det arabiske ord for Paran er Faran eller Pharan. Ifølge Jacuts ”Geographisches Wörterbuch” (F. Westenfield, Leipzig, 1862, Vol. III, p.834) er Faran et navn for Mekka. Ordet Faran synes at være det arabiske ord farr an, hvilket betyder ”to flygtninge.” Dette tyder på, at stedet fik navn efter Hagar og Ismael, som kom til stedet som flygtninge. Dr. A. Benisch skriver da også i sin oversættelse af de fem Mosebøger ”Parans ørken.”

Det, som uden tvivl bekræfter Muhammads identitet, er ordene i profetien ”han kom fra de hellige titusinder” og ”Ved hans højre lued ild dem i møde”. Ved erobringen af Mekka fulgte 10 tusinde hellige mænd Muhammad, og samtidig bragte han Koranens lov. Således er profetien på smukkeste vis blevet opfyldt ved den hellige Profet Muhammad.

Arabien er den lovede Profets land
En tredje profeti lyder som følger:

“ Et profet udsagn om ødemarken. I, Dedans karavaner, søg nattely i ødemarkens krat. I, der bor i Temas land, bring vand ud til de tørstende, gå flytningene i møde med brød! De er flygtet for sværdet, for det dragne sværd og den spændte bue, for krigens tunge byrde. Dette siger Herren til mig:"Om et år, som daglejeren beregner det, skal al Kedars herlighed forsvinde. Der bliver kun en lille rest af Kedars heltes buer tilbage.“ For Herren, Israels Gud, har talt.” (Esajas Bog 21:13-17)

Det første, som man skal gøre sig klart i forbindelse med denne profeti, er, at det er Arabien, som er omtalt. Dette er yderst bemærkelsesværdigt, da Muhammad netop levede i Arabien. Det næste er, at profetien fortæller ”de er flygtet”. Muhammads flugt er en central begivenhed i verdenshistorien. Det er således med flugten fra Mekka, at den muslimske kalender indledes. Et andet forhold, som bekræfter profetiens opfyldelse vedrørende Arabiens Profet, er ordene ”flygtet for sværdet, det dragne sværd”. Det forholder sig således, at Muhammad flygtede fra Mekka, da hans hus var omringet af fjender, som stod med dragne sværd og ville ham til livs. Det sidste, som bekræfter profetiens opfyldelse angående Muhammad, er profetiens følgende ordlyd ”Om et år … skal al Kedars herlighed forsvinde. Der bliver kun en lille rest af Kedars heltes buer tilbage”. Dette blev opfyldt ved slaget ved Badr, som foregik inden for det samme år som Muhammads flugt, og ved dette slag led Mekkas Quraish-stamme (Kedar) et knusende nederlag; således mistede de mange af deres mægtigste mænd. C. Forster lokaliserer Kedar i Hedjaz og identificerer den med Quraish. Se The Historical Geography of Arabia af C. Forster, side 244-265.

Navnet Muhammad er nævnt i Bibelen
Der er en betydningsfuld profeti i Salomos Højsang (5:9-16). Den, som omtales i denne profeti, er Guds elskede. Et af den hellige Profet Muhammads tilnavne er Habibullah, hvilket betyder Guds ven eller elskede. Endvidere står der i sangen ”Min elskede er hvid og rød”. Denne beskrivelse svarer fuldstændig til Profeten Muhammads udseende, hvilket alle hans biografier også bekræfter. Yderligere står der i sangen ”ypperst blandt titusinder”. Det er allerede blevet nævnt, at Profeten Muhammad var anfører for en hær på 10 tusinde ved erobringen af Mekka. Det sidste og mest centrale punkt i denne profeti er Profeten Muhammads navn i vers 16. Der står ”… alt ved ham er dejligt…” i den danske udgave af Bibelen. I den hebraiske udgave står ordet ”Muhammad-im”. Se den hebraiske Bibel udgivet for British and Foreign Bible Society af Trowitzsch & Sons, Berlin, side 1159.

På de foregående sider omtales nogle af de profetier, som indgår i Det Gamle Testamente. I disse profetier forudsiges en universel profets komme, hvilket blev opfyldt med den hellige Profet – Muhammad fra Arabien. Men som der også står i vores åbenbarede bog, den hellige Koran, omfatter Evangelierne også profetier angående denne menneskehedens store velgører.