At have fred med sig selv

Det enkelte menneskes egenskaber og holdninger er af meget afgørende betydning når det gælder om at skabe enten et fredfyldt eller et kaotisk samfund. Islam lægger stor vægt på det enkelte menneskes karakter og egenskaber, når religionen vejleder vedr. udformningen af et samfund. Det er et stort emne, der går på kryds og tværs i den hellige Koran. I det følgende opridses de grundlæggende træk, som islam forsøger at indpode ethvert medlem af samfundet.

Kappes med hinanden i gode gerninger

Ifølge islam bliver både ønsker og ambitioner aktiveret og indskrænket under guddommelig vejledning, således at der opnås en fuldkommen balance. Uden en sådan balance er det umuligt at opnå social fred. Islam fremmer ønsker og ambitioner, som stort set er uafhængige af ens finansielle niveau, og som ved ingen eller minimale omkostninger er tilgængelige for den enkelte på alle niveauer.

Ambitionen om at hæve sig over det almindelige niveau og skille sig ud fra andre er kun naturlig. Imidlertid kan dette naturlige behov for at udskille sig og hæve sig over andre blive skadeligt, såfremt det er udisciplineret og ubeskedent. Jalousi og urent spil kan fx forgifte den frie konkurrences ånd i en grad, så hele samfundet begynder at lide ved det snarere end ved at få fordel af konkurrencemomentet.
Tendensen til at bruge stoffer i sportsverdenen er kun et lille eksempel, men konkurrencen inden for industri, handel og forretningsliv i nationale såvel som i internationale sammenhænge giver os yderst skræmmende eksempler på fraværet af lige chancer og muligheder.

Eksemplerne på urent spil afviger i den tredje verdens lande fra det, som foregår i de mere udviklede nationer. I den tredje verden er korruption, aftalebrud, svig og bedrageri blot nogle få af de midler, der bliver brugt for at opnå en hurtig økonomisk gevinst. Derfor er det således på alle menneskelige områder, at der er behov for religiøs og moralsk uddannelse. Manglen på en sådan uddannelse kan medføre alvorlige konsekvenser.

Islam giver os detaljerede anvisninger, som dækker hele området med hensyn til indbyrdes opførsel. Men på trods af dette møder man selv i de muslimske lande, hvor der tales meget om islamisering og islamisk fundamentalisme, sjældent et alvorligt forsøg på at islamisere industri, handel, forretningsliv og økonomiske forhold. Dette er virkelig en stor tragedie.

Det følgende vers fra den hellige Koran giver grundlaget for den islamiske lære på dette område: Enhver har et (ultimativt) mål at stræbe efter, som er dominerende. (Vi sætter det mål for jer,) kappes derfor med hinanden i godhed. Hvor I end er, vil Allah bringe jer sammen. Sandelig, Allah har magten til at gøre alt, hvad Han vil. (Sura 2, Al- Baqarah: 149)

I dette korte udsagn er uendelig visdom udtrykt. Det tjener som et vejledende princip, der dækker al slags kappestrid på alle områder. Godheden er det højeste. Det må være det ultimative mål. Det må i sig selv være målet for al bestræbelse og kappestrid. Al falskhed og ondskab bliver med ét slag udslettet.

Sjældent indser mennesker, at en virkelig hjertets og sindets fred ligger i virkeliggørelsen af ens egen godhed og ikke i en fantastisk bedrift opnået ved dårlige eller urene metoder. Sådanne mennesker har aldrig fred hverken med samfundet eller med sig selv. For en tilfældig beskuer har de opnået storslåede præstationer og virkelig tilfredshed derved, men dette er mere en falsk sejr end virkelig triumf.

Nogle indrømmer, at dette er den hårde virkelighed; nogle gør ikke. Ingen kan overvinde den menneskelige natur. Man kan have held til at ophobe kolossal rigdom og have adgang til al slags luksus og komfort. Men der er ingen grund til at betvivle det faktum, at der er få rige mennesker, om nogen overhovedet, som er virkelig lykkelige og tilfredse. Deres tilstand er beskrevet i den hellige Koran på følgende måde:

Ve over enhver urostifter og bagtaler, som samler rigdom og vedblivende holder regnskab med den. Han tror, at hans rigdom vil gøre ham udødelig. Nej, han skal i sandhed blive kastet ind i den knusende pinsel. Og hvad skal få jer til at forstå, hvad den knusende pinsel er? (Det er) Allahs antændte ild, som rejser sig over hjerterne. Den omslutter dem som (brede) ildsøjler. (Sura 104, Al-Humazah: 2-10)

Således vil lykke vedblivende være fjernt fra os, med mindre vi tilfredsstiller den indbyggede længsel i den menneskelige natur efter at gøre godt, være god og leve et retfærdigt liv.

At tjene andre
Islam vægter det at være i stand til at glædes ved at hjælpe andre frem for, at hjælp skal være gensidig. Følgende del af et vers fra Koranen giver dette budskab:

I er de bedste blandt menneskene ved at være til tjeneste (og) skabt til gavn for menneskeheden. I påbyder det gode og forbyder det onde og tror på Allah. (Sura 3, Al-Imran: 111)

Dette indikerer, at en muslim ikke uden videre har fået forrang frem for andre. Blot det at være muslim vil ikke automatisk indebære, at han eller hun er bedre end andre. For at gøre sig fortjent til denne titel må man tjene andre, således at strømmen af gode gerninger skal komme fra én selv til andre.

For at definere betydningen af KHAIR, som er brugt i ovenstående vers, som betyder bedre og bedst, sagde den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) en gang: Den øverste hånd er bedre end den underste, de øverste hænder tjener og giver ud, den underste tigger og modtager.

I den hellige Koran og i den hellige Profets (må Guds fred og velsignelse være over ham) traditioner er dette aspekt så stærkt understreget, at nogle af hans fæller viste nye og strålende eksempler på dette område. De gjorde ikke blot deres yderste for at tjene andre, men var tilbageholdende med at modtage og bede om tjenester fra andre.

Auf ibn Malik Aschj’ai fortæller: Syv, otte eller ni af os var sammen med den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham), da han sagde: Vil I ikke indgå en pagt med Allahs Sendebud? Vi havde kort forinden afgivet vores pagt, så vi sagde: Vi har indgået vores pagt med dig, Allahs Sendebud. Den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) gentog sit spørgsmål, og vi gav det samme svar, idet vi tilføjede: Hvilken pagt skal vi nu indgå med dig? Han sagde: At I vil tilbede Allah og ikke vil sætte noget ved siden af Ham, og at I vil overholde de fem obligatoriske bønner, adlyde Allah og ikke bede nogen om noget. Derefter er jeg blevet opmærksom på, at såfremt en af dem tabte en ridepisk, ville han ikke bede nogen om at tage den op for ham.

Understregningen af det at tjene er ikke blot en tør og streng handling, men et forsøg på at forfine menneskelige holdninger og at indgive mennesket en smag for mere ophøjede værdier. Når smagen herfor udvikles, bliver mennesker trænet i at nyde det at være til tjeneste for andre mere end dette blot at være modtager af tjenester fra andre. Den ene halvdel af troen består i at tjene det af Gud skabte.

Islams udsagn synes at være dette, at det at handle godt er en belønning i sig selv. Det ligger uden for sprogets muligheder. Det kan kun erfares.

At søge Guds velbehag

Vedrørende udviklingen af højere værdier i den menneskelige opførsel stopper islam ikke blot her. Blandt sine tilhængere skaber islam en bevidsthed om, at Guds anerkendelse af al ens godhed er det, som betyder noget, og som bør betyde noget. Dette fjerner behovet for at vise sine gode handlinger for at få anerkendelse fra andre mennesker. Det er mere end tilstrækkeligt for en troende, at alle hans gerninger, gode eller dårlige, er i den Altseende Guds bevidsthed.

På den dag vil (jorden) fortælle sin beretning, for din Herre har bestemt det således. På den dag vil mennesker komme frem i forskellige grupper, således at de vil blive vist konsekvenserne af deres handlinger. Den, der således har gjort en god handling, (selv så lille og ubetydelig) som et støvgran, vil se, at den (er blevet set af Gud,) og den, som har foretaget en ond handling, (så lille og) ubetydelig som et støvgran, vil (også) erfare, at den (er blevet set af Gud). (Sura 99, Al-Zilzal: 5-9)

Dette er et vigtigt trin med hensyn til menneskehedens reformering. Det er den eneste effektive kur mod menneskets trang til at vise sig og hovere.

I en videre betydning af næstekærlighed inkluderede den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) følgende handlinger, som indebærer belønning fra Gud:

At næstekærlighed er mulig fra ethvert af menneskets lemmer hver eneste dag, hvorover solen stiger op. At øve retfærdighed mellem to personer er næstekærlighed, at hjælpe en person op på hesten eller at løfte hans bagage op på den er godgørenhed, at rense en vej for urenheder er også næstekærlighed.
Hvis en muslim planter et træ, så er alt hvad der spises fra det næstekærlighed fra ham, og hvad der end stjæles fra det, er næstekærlighed, og alt der er uddraget af det er næstekærlighed.

Skærm jer selv mod ilden, selv om det består i at give en halv dadel bort i næstekærlighed, og såfremt at denne skulle mangle, så ved at sige et venligt ord.

Hvis en person intet ejer, så bør han arbejde med sine hænder til sin egen gavn og også skænke almisser. Hvis han ikke er i stand til at arbejde, bør han hjælpe en trængende hjælpeløs person. Hvis han ikke en gang kan gøre dette, skal han anspore andre til godhed. Såfremt han heller ikke kan gøre dette, bør han afholde sig fra at gøre ondt. Dette er også næstekærlighed.

Mere kærlighed og omsorg
Islam udvider ens sfære og evne til ikke blot at elske sine medmennesker men også hele Guds skaberværk.

Da islam hævder at være den sidste åbenbarede religion, givet ikke blot til et folk, men til hele menneskeheden, skulle man normalt forvente, at islams Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) skulle være beskrevet som en kilde af lys og velsignelse for hele menneskeheden. Men man bliver overrasket over i stedet for at læse, at han i den hellige Koran er beskrevet som:
en velsignelse for hele universet. (Sura 21, Al-Anbiya: 108)

Ordet ‘ALAM’ betyder på arabisk en verden eller hele verden. Ordet, som imidlertid er brugt her, er ‘AL-ALAMEEN’, som er flertal af alam (hele verden). Ud fra dette har vi her oversat det med ‘hele universet’.

En skeptiker bliver måske ikke overbevist om holdbarheden af denne benævnelse. Men en dybere forståelse af forbindelsen til det universelle profetdømme, som den hellige Profet uden tvivl besad, kan åbenbare visdommen i titlen en velsignelse for hele universet.

Hensigten med menneskets skabelse

Ifølge Koranens opfattelse af skabelse ville filosofien med hensyn til skabelsen af blot et sjælløst univers kun have tjent et ringe formål og kun været (Gud forbyde dette) en meningsløs handling fra Skaberens side. Hvem ville vide og hvem ville dele denne viden med Skaberen om alle tings eksistens? Det ville være ensbetydende med, at ingenting var skabt.

Formålet med skabelsen var at skabe en bevidsthed og til det yderste at udvikle, øge og forstærke kvaliteten af denne bevidsthed om skabelsens formål.

Dette er ikke noget let emne og kræver en særlig dybtgående diskussion, som ligger uden for denne folders rammer. Det relevante i dette er for at sige det enkelt at skabelsens højeste mål var at skabe det mest ædle og bevidste væsen, der ikke blot frivilligt ville underkaste sig Guds fuldkomne skønhed, som den direkte bliver reflekteret i Hans skaberværk, men som også ville lede den ædleste medskabning (dvs. menneskeheden) til dette skabelsens ultimative mål eller i det mindste gøre det muligt for dem blandt dem, som ønsker at følge Ham.

Hypotetisk set kan man for en tid fjerne dette skabelsens højeste formål, og pludselig falder hele eksistensberettigelsen bort, både med hensyn til at skabe og opretholde universet.

Som et simplificeret eksempel kan vi sige, at årsagen til at plante et frugttræ, at gøde, at vande, at beskære og passe det, er den frugt, det vil frembringe. Hvis der ikke var nogen frugt, ville der ikke være noget træ. Alt arbejdet med at plante og passe frugttræet uden at forvente nogen frugt som resultatet ville være totalt meningsløst. Hele frugttræet som sådan inklusive dets rødder, stamme, grene, kviste, blade og knopper står faktisk i taknemmelighedsgæld til frugten. Alle træets dele står selv om de går forud for denne i tid i taknemmelighedsgæld til den, som var den ultimative hensigt med dem. Det er velsignelsen ved formålet, som er drivkraften i skabelsen.

I lyset af denne forbindelse mellem skabelsens højeste mål og resten af universet vil man ved at studere islams lære blive overrasket ved at opdage, at islam ikke blot omfatter relationerne mellem mennesket og Gud og Gud og mennesket, men også menneskets relationer til dyreriget og til den sjælløse verden omkring det.

Alt eksisterende bliver helligt, ikke på grund af at det er mennesket overlegent, men fordi det er skabt specielt af skabelsens Herre til mennesket, direkte eller indirekte. Intet i universet er længere uden mening eller fjernt eller uden sammenhæng. Selv de fjerneste stjerner har deres betydning og plads i planen for den menneskelige skabelse. Dette er, hvad der gentagne gange bliver behandlet i den hellige Koran ud fra forskellige vinkler, hvoraf følgende blot er få eksempler:

Vi kalder solen og dens tiltagende lys til vidne, og månen (når den) følger efter, og dagen (når den) åbenbarer sin glans, og natten (når den) drager et slør over den, og himlen og (formålet med) dens skabelse, og jorden (og formålet med) dens skabelse, og jorden og formålet med dens udbredelse, og sjælen og dens fuldkommengørelse, og Han åbenbarede for alting, hvad der var sandt og forkert; - han, som renser det, har i sandhed fremgang, og han, som fordærver det, har tab. (Sura 91, Al-Shams: 2-11)

Han har underlagt jer alt, hvad der er i himlene, og hvad der er på jorden, alt er fra Ham. I det er der i sandhed tegn for et folk, der tænker sig om. (Sura 45, Al-Jathiyah: 14)

Har I ikke set, at Allah til jeres tjeneste har skænket, hvad der er i himlene og hvad der er på jorden og overøst jer med Sine nådegerninger, både tydelige og skjulte? Alligevel er der nogle blandt mennesker, som strides om Allah uden viden eller vejledning eller (med autoritet fra) en strålende Bog. (Sura 31, Al-Luqman: 21)

Mange andre vers og selv korte kapitler i den hellige Koran er fuldkommen viet til dette emne og forklarer, at mennesket er et mikrounivers, som er blevet influeret af alle former for skabelse. Selv den fjerneste stjerne har medvirket til dette menneskets mikrounivers.

Men forholdet er ikke som en tjeners forhold til sin herre, men som en herres forhold til sin tjener. Herskerne bøjer sig ikke og underkaster sig ikke dem, som tjener dem. Mennesket fremtræder derfor som herre over hele universet og som tjener for den Ene, Som er Herre og Skaber af universet.

Hvor forskellig er denne filosofi ikke fra mange andre religioners, som lærer ikke blot afgudsdyrkelse, men også naturtilbedelse i så mange former. Inden for deres filosofier fremtræder månen, stjerne(rne), solen, havene, træerne, regnen, lynene, tordenvejr eller selv dyr såsom køer, slanger eller fugle alle på en måde som overordnet mennesket. Fordi de siges at være hævet over mennesker på en eller anden måde, læres mennesket at tilbede dem som guder. Kort sagt, bliver mennesket placeret på det laveste trin i rangstigen og underlægges alt det, som i virkeligheden blot var skabt for at tjene mennesket.

Ud fra den islamiske forståelse af tingene er det sandt at sige mennesket, der er herre over hele skabelsen. Derfor står mennesket i den største taknemmelighedsgæld til Skaberen, fordi det er mennesket, som mest har nydt godt af Guds skabelse, da Han har tvunget alt i menneskets tjeneste.

Med andre ord er mennesket løst fra alle bånd ved kun at acceptere én forbindelse, nemlig den til sin Skaber. Mennesket er det personificerede symbol på hele universets samvittighed og bevidsthed. Når mennesket bøjer sig og kaster sig ned for sin Skaber, bøjer hele kosmos sig med det og underkaster sig. Når mennesket vender tilbage til Skaberen, er det på en måde, som om hele universet vender tilbage til Skaberen.

Denne højeste realisering og dette at forme sit liv i overensstemmelse med dette mål er ifølge islam den højeste fred.

En sætning i den hellige Koran, der ofte gentages af muslimer, indeholder i få ord denne filosofi:
Vi tilhører Allah, og til Ham skal vi til slut vende tilbage. (Sura 2, Al-Baqarah: 157)

Kun få forstår, at meningen her med tilbagevenden ikke er fysisk, men åndelig. Dette er ikke kun en konstatering af faktum, det minder os også om selve hensigten med menneskets skabelse. Ligesom laksen ikke finder fred, før den finder tilbage til sit oprindelsessted til gydepladsen, kan menneskets hjerte heller ikke finde fred, før det åndeligt set vender tilbage til sin skabnings kilde. Dette er betydningen af verset:

De, som tror og hvis hjerter finder ro i ihukommelse af Allah - fordi det er kun i Allahs ihukommelse, at hjerterne kan finde fred. (Sura 13, Al-Rad: 29)

Uden Gud ingen fred