HVAD ER BLASFEMI?

Islam går længere end nogen anden religion med hensyn til at give mennesket tale- og ytringsfrihed. Blasfemi er uden undtagelse fordømt ud fra moralske og etiske sammenhænge, men selvom mange, også inden for islam, hævder det, så er der i islam ikke omtalt nogen fysisk straf for blasfemi.

Skønt den hellige Koran meget stærkt misbilliger usømmelig opførsel og usømmelig tale, eller det at såre andres følelser med eller uden årsag, så er islam ikke fortaler for straf for blasfemi i denne verden − ej heller gives der myndighed til nogen overhovedet vedr. dette.

Selv efter vidtgående og gentagne studier af den hellige Koran er det ikke muligt at finde et eneste vers, som beskriver blasfemi som en forbrydelse, der skal straffes af mennesker. Blasfemi er nævnt fem gange i den hellige Koran:

1) Emnet er fx nævnt generelt:

Han har allerede åbenbaret for jer i Bogen, at når I hører Allahs tegn blive fornægtet eller bespottet, så sid ikke sammen med dem, indtil de hengiver sig til anden tale end denne; for i dette tilfælde vil I blive som dem. I sandhed, Allah vil samle hyklerne og de vantro i helvede, alle som én. (Sura 4, Al-Nisa: 141)

Når du ser dem, som taler forfængeligt vedrørende Vore tegn, så vend dig bort fra dem, indtil de hengiver sig til anden tale end denne. Og hvis satan forårsager, at du glemmer, så sid ikke sammen med de uretfærdige folk, efter at du har erindret dette. (Sura 6, Al-An’am: 69)

Hvilken smuk holdning til blasfemiens ondskabsfulde udsagn! Islam tillader end ikke, at noget menneske tager straffen for blasfemi i sine hænder, men erklærer, at man viser sin protest mod blasfemi ved at forlade den forsamling, hvor religiøse værdier bliver hånet og nedværdiget. Der er ingen forslag til alternative handlinger, ikke engang permanent social boykot er foreskrevet for blasfemi i den hellige Koran. Tværtimod fastslår den hellige Koran med lysende klarhed, at en sådan social boykot kun må udstrækkes til den periode, hvor blasfemien bliver begået.

2) Blasfemi nævnes igen i sura (kapitel) Al-An’am, hvor spørgsmålet vedrørende blasfemi hypotetisk diskuteres som ikke blot rettet mod Gud, men også mod afguder og andre imaginære idoler, der tilbedes ved siden af Gud. Man overvældes af skønheden i Koranens lære, når man læser:

Tal ikke nedsættende om dem, som de påkalder ved siden af Allah, således at de i fjendskab skulle tale ilde om Allah i deres uvidenhed. Således har Vi for ethvert folk gjort deres handlemåde smuk for dem. Deres tilbagevenden vil være til deres Herre, og Han vil meddele dem, hvad de plejede at gøre. (Sura 6, Al-An’am: 109)

Dette vers henvender sig til muslimerne. De forbydes på det strengeste at tale blasfemisk om afgudsdyrkernes afguder og indbildte guder. Det påpeges også, at hvis man ytrer sig blasfemisk, kan andre gøre gengæld og ytre sig blasfemisk mod Gud. I denne hypotetiske diskussion vedr. blasfemi i forhold til Gud og afguder foreskrives der ingen fysisk straf i nogen af tilfældene.

Denne læres moral er rig på dyb visdom. Hvis nogen krænker ens spirituelle følelser, har den forurettede part ret til at betale tilbage med samme mønt uanset indholdet af hans tro, eller om han har ret eller uret. Ingen har tilladelse til at gengælde på anden vis. Man kan med sikkerhed ud fra dette konkludere, at åndelige krænkelser skal imødegås åndeligt og fysiske krænkelser med fysisk gengældelse − men uden overdrivelse.

3) Blasfemi er i den hellige Koran nævnt i forbindelse med Maria og Jesus (fred være over dem):

For deres vantro og for deres grove bagvaskelse om Maria. (Sura 4, Al-Nisa: 157)

Dette vers henviser til jødernes holdning på Jesu’ Kristi tid. Ifølge dette vers begik jøderne grov blasfemi ved at beskylde Maria (fred være over hende) for at være ukysk, hvilket betød, at Jesus (fred være over ham) skulle være af tvivlsom herkomst.

Det arabiske ord Buhtanan ‘Adheena (i ovenstående oversat som ‘en grov bagvaskelse’) udtrykker stærk fordømmelse af jøderne. Alligevel er der overraskende nok ikke foreskrevet nogen fysisk straf.

4) Det er interessant at bemærke, at mens jøderne i Koranen er blevet fordømt for at opføre sig blasfemisk i forhold til Maria og Jesus (fred være over dem), er de kristne samtidig under anklage for at begå blasfemi mod Gud ved at påstå, at der blev født en søn til Gud ved hjælp af et menneske. I det følgende vers benævner den hellige Koran dette som noget forfærdeligt. Alligevel tilskrives der ingen som helst form for straf, ej heller gives der nogen menneskelig myndighed fuldmagt til at straffe blasfemi mod Gud.

De har ingen viden derom, ej heller havde deres forfædre. Forfærdeligt er det ord, som udgår fra deres munde. De taler kun usandhed. (Sura 18, Al-Kahf: 6)

5) Det mest følsomme område vedr. blasfemi − mest følsomt i den forstand, at vor tids muslimer er mere følsomme med hensyn til blasfemi mod den hellige Grundlægger af islam (må Guds fred og velsignelse være over ham) end blasfemi mod noget som helst andet − selv mod Gud!
Der er der en sag vedrørende blasfemi i islams historie, der er så grov, at den er nævnt i selve den hellige Koran, som omtaler Abdullah bin Ubayy bin Salul, kendt som hyklernes leder.

Da muslimerne vendte tilbage fra en ekspedition, erklærede Abdullah bin Ubayy i andres nærvær, at i det øjeblik, hvor man vendte hjem til Medina, ville den ædleste drive den mest foragtede ud (antydende at han selv var den førstnævnte og Profeten(fvmh) den sidstnævnte).

De siger: ”Hvis vi vender tilbage til Medina, så vil den mest ærefulde af os drive den mest foragtede ud.” Men al (sand) ære tilhører Allah og Hans Sendebud og de troende, men hyklerne ved det ikke. (Sura 63, Al-Munafiqun: 9)

Alle opfattede den skjulte fornærmelse mod Profeten, må fred og velsignelse fra Allah være over ham. De kogte af indignation og vrede i en sådan grad, at de, hvis de havde fået tilladelse, havde overgivet Abdullah bin Ubayy til sværdet.

Gennem pålidelige kilder er det fortalt, at vreden var så stor vedrørende denne hændelse, at ingen mindre end Abdullah bin Ubayys egen søn henvendte sig til islams hellige Grundlægger (må Guds fred og velsignelse være over ham) med anmodning om med egne hænder at dræbe sin far. Sønnen argumenterede med, at såfremt en anden udførte handlingen, så ville han selv måske senere i uvidenhed komme til at hævne sig på sin fars morder. Gennem århundreder var det skik og brug blandt araberne at hævne selv den mindste fornærmelse rettet mod dem eller deres nærmeste familie. Måske var det denne skik, sønnen havde i tankerne. Men den hellige Profet, må fred og velsignelse fra Allah være over ham, nægtede at imødekomme hans anmodning eller at tillade nogen anden af sine ledsagere at straffe hykleren Abdullah bin Ubayy på nogen måde.

Efter at være vendt tilbage til Medina fra ekspeditionen fortsatte Abdullah bin Ubayy med at leve i fred. Da han til sidst døde en naturlig død, gav den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) til alles overraskelse sin skjorte til Abdullahs søn, så at han kunne iklæde sin faders legeme denne til begravelsen − en virkelig enestående velsignelsens handling, som må have indgydt et ønske hos andre om at kunne have fået den i bytte fra sønnen mod alt, hvad de ejede. Men dette var ikke det eneste; den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) besluttede også at lede begravelsesbønnen. Denne beslutning må have oprørt mange af hans tilhængere, som aldrig ville kunne tilgive Abdullah den tidligere nævnte fornærmelse. Det faldt i Umars lod, som senere blev Profetens (må Guds fred og velsignelse være over ham) anden efterfølger, at sætte ord på deres undertrykte uro.

Det fortælles, at da den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) var på vej til begravelsen, stod Umar frem og stoppede ham, idet han tryglede ham om at ændre sin beslutning. Mens han gjorde dette, mindede Umar Profeten (må Guds fred og velsignelse være over ham) om verset i den hellige Koran, hvor der refereres til en kendt hykler, på hvis vegne ingen forbøn vil blive hørt, selv ikke hvis den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) bad for ham halvfjerds gange. Naturligvis skal antallet halvfjerds ikke tages bogstaveligt, idet man sådan ifølge arabisk sprogbrug blot antyder et stort antal.

Imidlertid smilede den hellige Profet (må Guds fred og velsignelse være over ham) blot og svarede: “Gå til side, Umar. Jeg ved bedst. Hvis jeg vidste, at Gud ikke ville tilgive ham, selv hvis jeg bad om tilgivelse for ham halvfjerds gange, så ville jeg bede om tilgivelse for ham flere end halvfjerds gange.” Derefter ledede Profeten (må Guds fred og velsignelse være over ham) begravelsesbønnen.

Dette er et passende svar til dem, som skriger sig hæse i kravet om dødsdom for den, der vover at fornærme islams hellige Grundlægger (må Guds fred og velsignelse være over ham).

(Uddrag fra Mirza, Tahir Ahmad: Islam’s Response to Contemporary Issues, 1993, Islam International Publications Ltd., side 39-43)