Der rejses ofte en hed og til tider voldelig debat om shariah rundt omkring i den muslimske verden. Denne debat rækker nu længere end til de muslimske lande, da den øgede globalisering blandt andet har medført, at muslimer har bosat sig i lande, hvor de ikke udgør en majoritet. Derfor er spørgsmålet om forholdet mellem religion og politik i høj grad et emne, der optager mange sind.

Dele af majoritetsbefolkningen i den ikke-muslimske verden frygter tilstedeværelsen af muslimer i deres egen midte ud fra nogle forestillinger om islams og Koranens krav til muslimer.

Almindelige mennesker, både muslimer og andre, der ikke tilhører islam, bliver tit forfærdede over debattens intensitet og viger derfor tilbage fra at deltage i den med den konsekvens, at scenen overlades til ekstremister i begge lejre.

Det er en almindelig opfattelse hos nogle, at det er muslimers ret – snarere end en forpligtelse – at gennemføre en lovgivning baseret på shariah-loven. Det hævdes, at hvis muslimer tror på Koranen, herunder at Koranen er en fuldkommen bog, der forholder sig til alle livets sfærer og giver mennesket vejledning vedrørende alle dets handlinger, så vil den logiske konsekvens være, at muslimer på sigt ikke vil stille sig tilfreds med en anden lovgivning end shariah.

På den anden side hævder nogle muslimske røster, at det ovenstående er fuldstændigt korrekt under forudsætning af, at muslimer lever i et samfund, hvor de udgør majoritetssamfundet. Dette får med det samme modparten til at erklære, at muslimer i så fald blot venter på, at de skal blive den største gruppe i samfundet, før de går i aktion.

Disse holdninger bidrager ikke til at øge forståelsen mellem de to parter, og resultatet er, at en gruppe mennesker bliver dæmoniseret og udsat for en hetz alene pga. deres religion. En situation, der burde være utænkelig i et samfund, der bekender sig til humanismen og menneskerettighederne.

Derfor er det vigtigt, at almindelige muslimer blander sig i debatten og bidrager med deres forståelse af islam og dens forhold til politik, ytringsfrihed og religionsfrihed.

Shariah er loven, og der er ingen tvivl på dette område, islams lov - muslimernes lov. Men spørgsmålet er: Hvor vidt kan denne lov omformes til lovgivning med det formål at regere et land?

Ud over dette trænger mange andre spørgsmål sig på. Hvis et muslimsk land for eksempel har ret til at diktere dets lov for hele dets befolkning, så må andre lande ifølge denne logik, hvor majoriteten tilhører andre religioner, også have den samme ret til at vedtage deres love og derved tvinge muslimske minoritetsgrupper til at leve under andre verdslige og religiøse love. Verden ville opleve ikke blot politiske konflikter men også politisk-religiøse konflikter, hvor alle love ville blive tilskrevet Gud og alligevel være diametralt i modsætning til hinanden. Der vil opstå en sådan forvirring og lede, at troen på Gud ville forsvinde. En sådan Gud, som siger ét til et folk og noget andet til et andet, og som beordrer sine tilhængere til at påtvinge folk den og den lov eller også vil ”I ikke være trofaste mod Mig”.

På den måde kan man forestille sig, hvad der vil ske med forskellige minoriteter, der skal leve under muslimske, hinduistiske, jødiske eller kristne love.

Det er først nødvendigt at diskutere ideen bag staten. Det var en antagelse i det gamle klassiske Athen, at alle borgere havde ret til at blande sig i bystatens anliggender (undtaget herfra var dog kvinder, slaver, fattige, børn og borgere fra andre bystater). I den nuværende udformning af staten og dens ledelse og administration betyder dette, at enhver uanset køn, race, religion og seksuel observans har ret til at deltage i statens anliggender. Partier kommer og går. En given majoritet kan have flertal den ene dag, for så at miste det den næste dag. Det er selvsagt umuligt at opfylde alles ønsker – det er prisen for at leve i et fællesskab. Men i princippet har alle en fair og lige chance for at give deres mening til kende, om ikke andet så over for oppositionen. Hvad er islams holdning til at indføre shariah som lovgivning i et sådant samfund, og alle ikke-muslimer som en konsekvens af dette blev betragtet som andenrangsborgere, der ikke har ret til at blande sig i lovgivningen? Og yderligere hvis muslimer har en hellig bog åbenbaret af Gud, så hævder religiøse retslærde, at de har eneret til at fortolke denne. Men hvordan skal lovgivningen indrettes, hvis de retslærde er indbyrdes uenige i fortolkningen af shariah?

For at tage det sidstnævnte først, så kan følgende eksempel illustrere de retslærdes indbyrdes uenigheder. I Pakistan blev der i forbindelse med urolighederne i 1953, hvor ahmadiyya muslimer blev forfulgt, nedsat en komité, der med en højesteretsdommer i spidsen skulle registrere de ansvarlige for urolighederne. I løbet af denne proces bad dommeren de retslærde om en definition på en muslim, som de alle kunne tilslutte sig. En umulig opgave måtte han efterfølgende konstatere. Ligeledes hersker der forskellige fortolkninger af bl.a. straffelovgivningen i shariah. Hvordan kan de retslærde forsvare forskellige udlægninger af denne, alt efter hvilket regime der nu tilfældigvis har magten, uden at iagttageren begynder at føle en vis kvalme ved islam. For at tage et tredje eksempel så er det forbudt for muslimer at drikke alkohol. Så langt er alle enige, men kommer talen ind på, hvorvidt og hvordan denne forseelse skal straffes, er vi inde i en gråzone, som diskussionsparterne ikke kan enes om. For at afsløre den håbløse diskussion kan det nævnes, at Koranen ikke nævner nogen straf for dette. Dette bør være nok til at illustrere, at selv i muslimske lande bør man ikke stræbe efter at indføre shariah.

Så er der spørgsmålet vedrørende de mennesker, som ikke bekender sig til islam. Hvad enten de er i flertal eller i mindretal, er det et problem, som muslimer bliver nødt til at forholde sig til i denne diskussion. Hvis man undersøger Koranens holdning til religionsfrihed, så finder man, at det klart og tydeligt siges: Der må ikke være tvang i religionen (kapitel 2 vers 257). Dette er Koranens forståelse af ikke blot islam, men af alle religioner. Forholdet mellem menneske og Gud vokser frem indefra, og tvang vil kun støde andre væk – ikke blot fra undertrykkerne, men også fra Gud. Det burde ikke være svært for selv den mest tykhudede ekstremist at sætte sig ind i denne alment menneskelige reaktion.

I islam gives intet menneske autoritet over andre i religionens sager. Hvis nogen skulle være værdige til denne autoritet burde det være islams grundlægger, Profeten Muhammad, da Koranen selv erklærer, at han er den personificerede islam. Men selv henvendt til ham siger Gud: Forman (dem) derfor, for du er kun en advarer. Du er ikke (udpeget til at være) vogter over dem (kapitel 88 vers 22-23). I spørgsmålet om andre folkeslags rettigheder siger Koranen: Og lad ikke fjendskab til et folk forlede jer til synd, så I ikke handler retfærdigt. Vær retfærdige! – det er nærmere ved gudsfrygt (kapitel 5 vers 9). Det turde være overflødigt at komme med flere eksempler på islams holdning vedrørende religionsfrihed og mindretalsrettigheder.

Hvordan vil fortalere for shariah fornægte disse klare udsagn fra Koranen, og hvordan vil islams modstandere blive ved med at hævde, at islam er en fare for samfundet. Man kan kun håbe, at begge parter vil besinde sig og, i stedet for at grave grøfter, samarbejde om at lette verden for den megen elendighed og uretfærdighed, der hersker.