Der er ingen straf for blasfemi i islam. Ingen sådan straf er foreskrevet i Koranen, eller i nogen af traditionerne af profeten Muhammad (Guds fred og velsignelser være over ham). Islam fremmer respekt for alle religioner for at skabe fred i samfundet, og der er ikke fastsat nogen straf for blasfemi, på trods af den fornærmelse, det måtte være for folk med religiøs tilknytning.

Der er ingen straf for frafald i islam. Desuden er der ikke et eneste eksempel på nogen straf for frafald, som er blevet afsagt af den hellige profet Muhammad (Guds fred og velsignelser være over ham). Islam formaner religionsfrihed for alle, og overlader folk til at følge en religion efter eget valg. Om dette siger den hellige Koran: Der må ikke være tvang i religionen. (2:257) (Thi) jeres religion for(eskriver) jer (én livsmåde), og min religion for(eskriver) mig (en anden livsmåde). (109:7) Religionsfrihed er derfor et centralt princip i islam, og den gør det klart, at religion er et personligt anliggende mellem mennesket og Gud. Folk er frie til at tro på hvilken som helst religion og til at ændre deres tro uden nogen straf fra mennesker (Koranen 4:138). Men islam minder os om, at vi vil blive holdt ansvarlige for vores holdninger og handlinger overfor Gud.

Enhver har lov at komme ind i en moske, så længe de er rene og anstændigt klædt. Folk skal også tage deres sko af, inden de træder ind i moskeen for at holde den ren, eftersom de bedende skal have panden imod gulvet. Mennesker af enhver tro har også tilladelse til at bede i en moske, så længe de ikke tilbeder idoler. Et godt eksempel på dette er, da profeten Muhammed (Guds fred og velsignelser være over ham) tillod en gruppe af kristne at holde deres gudstjeneste inde i sin moske i Medina (kilde: Zurqani). Islams Ahmadiyya Menighed har stået for at bygge mange moskeer rundt om i verden, heriblandt Skandinaviens første og Danmarks eneste kuppelformede moské fra 1967. Herudover har menigheden fx også bygget Vesteuropas største moské (fra 2003) og Spaniens første moské (fra 1982) efter landets ca. 700 årige forbud. Ønsker du at besøge en moské, kan du kontakte os for mere information.

Islam er imod terrorisme i alle former, idet ordet "islam" bogstaveligt betyder fred. Forpligtelsen til muslimer til at opretholde freden er så dybt forankret i islam, at den hellige Koran beskriver sande muslimer som følger: Og den Nådiges tjenere er dem, der vandrer i ydmyghed på jorden, og som, når de uvidende taler til dem, siger: Fred (25:64) Den nu afdøde tidligere khalifa (verdensomspændende overhoved) af det ahmadiyya-muslimske samfund, Hadhrat Mirza Tahir Ahmad, har forklaret islams syn på terrorisme meget klart. Han sagde: "For så vidt angår islam, afviser og fordømmer den ubetinget enhver form for terrorisme. Den giver ikke nogen dækning eller retfærdiggørelse for nogen form for vold, hvad enten det er begået af en person, gruppe eller regering .... Jeg fordømmer på det kraftigste alle handlinger og former for terrorisme, fordi det er min dybt forankret tro, at ikke kun islam, men heller ikke nogen sand religion, uanset dets navn, kan sanktionere vold og blodsudgydelse af uskyldige mænd, kvinder og børn i Guds navn." (Murder in the name of Allah, pp.116 og 119)

I islam er lydighed mod landets lov en religiøs pligt. Den hellige Koran befaler muslimer ikke kun at forblive tro mod Allah og den hellige profet Muhammad (Guds fred og velsignelser være med ham), men også mod den myndighed, som de lever under. Den siger: O I som tror, adlyd Allah og adlyd Sendebudet og dem, der har myndighed blandt jer (4:60) Denne opgave er blevet yderligere forklares af Hadhrat Mirza Masroor Ahmad, den nuværende spirituelle leder af det verdensomspændende ahmadiyya-muslimske samfund, som sagde: "En sand muslim kan aldrig hæve sin stemme i had mod sine medborgere, eller for den sags skyld mod den ledende myndighed eller tidens regeringen. Det er en sand muslims ansvar, at han skal forblive loyal og fuldt ud overholde lovgivningen i det land, hvor han er en borger. (Tale ved åbningen af Vesteuropas største moske, Baitul Futuh moskéen i Morden, Surrey, i oktober 2003)

Jihad er et arabisk ord, der betyder at stræbe efter et bestemt mål. I den hellige Koran, når Allah (Gud) opfordrer folk til at deltage i jihad refererer dette til en ædel sag. Denne jihad kan udføres på mange måder - som alle søger at etablere og fremme fred i samfundet: Kampen for selv-reformation: Dette anses for den største jihad, eftersom det er kampen mod vores egoistiske fristelser - så som grådighed, begær og andre verdslige lyster. Det kræver, at vi bliver mere selv-disciplinerede, så vi er i stand til at udøve moralsk kontrol over vores tanker og handlinger. Muslimers pligt til at overbringe islams sande budskab til andre: Den hellige Koran understreger, at denne form for jihad skal udføres med visdom, tolerance og respekt for andre og deres overbevisninger, og forbyder brug af tvang eller magt. At give af sin ejendom til at hjælpe de nødlidende: At hjælpe folk i nød, uden hensyn til deres hudfarve, religion eller race, er en form for jihad, som ikke blot er med til at lindre lidelserne for menneskeheden, men også etablerer social fred og harmoni mellem de rige og de fattige. Den defensive kamp-handling: Den hellige Koran har gjort det klart, at denne form for jihad (som er en jihad af lavere orden) kun kan finde sted under visse omstændigheder. Disse forhold er beskrevet i det følgende vers i Koranen: Tilladelse (til at kæmpe) gives dem, mod hvem der kæmpes, fordi de har lidt uret. Og Allah er visselig Mægtig til at hjælpe dem. (Tilladelse gives) dem, der er blevet drevet ud af deres hjem med urette, kun fordi de sagde: Vor Herre er Allah (alene). Og hvis Allah ikke drev visse mennesker tilbage ved hjælp af andre mennesker [d.v.s. ved krig], så ville visselig klostre og kirker og synagoger og moskéer, hvori Allahs navn ihukommes meget, være blevet revet ned. (22:40-41) Fra dette er det klart, at muslimer kun kan gribe til våben i selvforsvar, hvis de har været udsat for undertrykkelse, står over for en trussel mod deres liv og er blevet drevet ud af deres hjem, blot fordi de udøver deres religion. Faktisk ifølge islam, hvis muslimerne bliver forfulgt, fordi de udøver deres religion, så skal de først forlade det sted, hvor de bliver undertrykt, og søge et nyt opholdssted. Hvis undertrykkeren fortsat truer deres liv og fortsætter med at angribe dem for at forhindre dem i at udøve deres religion, har muslimer så fået ret til at gribe til våben i selvforsvar. Det er vigtigt at bemærke, at kampen kun kan være defensiv og ikke en offensiv en. Dette er bekræftet i den hellige Koran som siger: Og kæmp for Allahs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allah elsker ikke angriberne. (2:191) Skulle behovet for en defensiv kamp opstå, så giver islam også muslimer klare instrukser om, hvad der kan og ikke kan gøres, f.eks civile der ikke kæmper mod muslimer, må ikke angribes. Ejendom, såsom afgrøder eller andre kilder til mad og vand, hospitaler, børnehjem, steder til tilbedelse (af alle religioner) må ikke blive ødelagt, og kvinder, børn, gamle og de handicappede skal forblive uberørte. Således er det meget klart, at formålet med en sådan kamp er at genoprette fred og ikke at fremme aggression. Jihad i alle dens former er derfor et middel til at fremme fred, både i os selv og i vores samfund. Enhver handling der ikke fremmer fred, kan derfor ikke betegnes som jihad.